Allerede torsdag var der en slags snigpremiere på fredagens juletræstænding i Hirtshals. Der havde Lene Betina Pedersen fra Guldsmeden nemlig inviteret til julefest på Den grønne Plads for alle private pasningsordninger i og omkring Hirtshals.
– Sikke da en oplevelse. Omkring 65 børn og voksne hyggede og dansede med julemanden rundt om juletræet. Hirtshals Handel & Erhverv havde været så venlige at stå for den økonomiske del af arrangementet, hvilket jeg sætter stor pris på, fortæller Lene Betina Pedersen.
– Jeg er så glad for opbakningen til mit arrangement. Kun en pasningsordning i området måtte melde afbud, så det er dejligt, at kunne samle så mange, til stor glæde for både børn og voksne, tilføjer indehaveren af Guldsmeden.
Et tidligere forældrepar, Hege og Philip, sørgede for rundstykker med tilbehør til alle deltagere på Den Grønne Plads.
Foto: Privat.