Bindslev gør klar til en hyggelig julefest, når juletræet på Bypladsen tændes søndag den 24. november.
Dagen byder på et væld af aktiviteter for hele familien. Fra klokken 13.00 til 17.00 kan man besøge det hyggelige julemarked på Bindslev Hotel med mange spændende boder, og KFUM-spejderne sælger juletræer uden for hotellet, så man kan sikre sig årets juletræ.
Klokken 17.00 er der juletræstænding med julemanden, der kommer til byen for at tænde det store juletræ på Bypladsen. Bindslev Børnekor synger julesange, og der er gratis slikposer til alle børnene.
Aftenen afsluttes med gratis risengrød til alle på pladsen foran hotellet cirka klokken 18.00.