Om kort tid åbner en ny stor genbrugsbutik på hele 1400 kvadratmeter på Sct. Olai Plads 1 i Hjørring. Nu skal butikken fyldes op med spændende genbrugsting, så den er klar til den store åbningsfest om få uger.
I den anledning inviteres der til indleveringsgilde af genbrugsting i morgen lørdag den 18. maj fra klokken 10 – 14. Butikken er interesseret i alt brugbart genbrug. Det gælder også møbler.
– Jeg håber, at der kommer rigtig mange med masser af genbrugsting, så vi senere kan holde stor åbningsfest med en fyldt butik med spændende ting på hylderne. Som belønning til dem, der kommer og afleverer ting og sager og er med til at fylde hylderne, kvitterer vi med røde pølser og lidt til at skylle ganen med, lyder det fra udviklingskoordinator Finn Mester-Christensen.
Finn Mester har indledningsvis ansvaret for butikken, indtil der er fundet frivillige til at drive den store genbrugsbutik. Interesserede har mulighed for at høre mere om det at være frivillig i en genbrugsbutik i forbindelse med indleveringsgildet.
Den nye genbrugsbutik arbejder på et folkekirkeligt grundlag, og indtægter fra salget anvendes blandt andet til at støtte uddannelse af unge i Afrika.
Indgangen til genbrugsbutikken er ved det store glasparti lige ved nedgangen til parkeringskælderen.
– Alle er velkommen til denne “foråbning” med indlevering, og hvor man samtidig kan få et indtryk af den nye butik, som forhåbentlig, og sammen med de øvrige genbrugsbutikker, vil gøre genbrugsshopping i Hjørring endnu mere spændende, fortæller Finn Mester.
Jeg vil gerne aflevere noget til den nye genbrugsbutik. Men hvorfor er det så snævert et tidsrum i morgen? Der har jeg desværre ikke mulighed for at komme.
Rigtig dårligt, at det kun er i dag lørdag, hvor man kan indlevere. Pinselørdsg en dag hvor mange har planlagt andet