Den store event Stafet For Livet 2024 til fordel for Kræftens Bekæmpelse bliver i år rundet af med et besøg af borgmesteren Søren Smalbro.
Ifølge arrangørerne kommer borgmesteren nemlig afslutningsvis forbi og siger et par ord til alle. Søren Smalbro besøgte første gang arrangementet i 2023.
Dengang blev borgmesteren ret imponeret både over den smukke begivenhed og at pladsen kan bruges til andet og mere end dyrskue.
– Vi glæder os meget til weekendens Stafet For Livet. Donationerne vælter ind, hvilket tyder på, at vi slår alle rekorder til 10 års jubilæet for Stafet For Livet i Hjørring, lyder det fra tovholder Mette Brath.
Det store arrangement er kort fortalt for alle. Man kan blandt andet støtte madboderne, lytte til koncerter, tilmelde sig derude på pladsen og gå nogle runder. Eller bare se på.