Lørdag bød på genoptagelsen af en gammel og meget afholdt tradition, som oprindeligt var Fiskerforeningens store juletræsfest i Hirtshals Hallen. Denne gang bliver den taget op af Hirtshals Handel & Erhverv i tæt samarbejde med Rema 1000 og Hirtshals Idrætscenter.
Ikke færre end 650 feststemte voksne og især glade børn var på forhånd tilmeldt, hvilket var det maksimale antal, der af hensyn til myndighedernes regulativer og forordninger må stuves sammen i Hirtshals Hallen, hvor de blev budt velkommen af handelschef Per Martensen.
Efterfølgende blev børn og voksne budt op til dans og julesange af selveste julemanden alias den lokale folkeskolelærer Jakob Gislund, mens musikken blev forestået af den ligeledes lokale DJ Møller. Der var desuden mulighed for at brænde det sidste krudt af på en stor hoppeborg.
Endelig fik de fremmødte også ved middagstid besøg Sherif Haps og Guffe, som har slået deres navne fast i alle børns hjerter med deres komik, musik og sjov på YouTube. Alt sammen tegner det kort fortalt billedet af en succes, der med garanti igen bliver en fast tradition i Hirtshals.
Arrangørerne kan i hvert fald allerede nu ikke få armene ned over den velfortjente succes.