Det var en træt, men glad og veltilfreds stævneleder, Henning Sigsgaard, der søndag sidst på eftermiddagen kunne gøre status over af afviklingen weekendens Tornby Cup – den 34. i rækken. Den populære cup havde med 257 deltagende håndboldhold endnu en gang sprængt alle hidtidige rammer og det har været nødvendigt at supplere med indkvartering på en ekstra skole og leje af Brønderslev Hallen til afvikling af kampe.
Indkvartering af de mange håndboldspillere og deres ledere er sket på Bjergby Skole, Lundergårdskolen, Højene Skole, Muldbjergskolen, Hirtshals Skole og Tornby Skole. De lokale idrætsforeninger har forestået indkvarteringen og sørget for morgen- og aftensmad. Dog har Hirtshals Dykkerklub håndteret indkvarteringen på Hirtshals Skole, mens Sindal Idrætsforening har klaret det på Bjergby Skole.
Indtagelse af den blandt deltagerne altid så populære frokost er sket på Tornby Skole. Hvis holdene har været forhindret i at nå frem til frokosten på grund af kampafvikling, har der været mulighed for at få madpakker bragt ud. 18 busser har gennem weekenden transporteret de mange håndboldspillere mellem indkvarteringsskolerne og de 25 idrætshaller, hvor kampene er afviklet.
Afviklingen af de knap 700 håndboldkampe har været vellykket, og alle deltagende hold har spillet mindst 4 kampe i løbet af weekenden.
Den lokale opbakning har været stor og Tornby Idrætsforenings Håndboldafdeling har været i stand til at mønstre godt 200 frivillige under cup,en. Hertil kommer et stort antal frivillige på indkvarteringsstederne og i hallerne. Den snart 80-årige turneringsleder glæder sig især over, at der har været mange unge, som i år har meldt sig under de frivilliges faner. Det lover godt for fremtiden. Sigsgaard nævner også, at byens præst altid har meldt sig som frivillig. Den tradition har den nye præst Svend Thorhauge videreført ved også at påtage sig vagter. Så må der være payback-time fra håndboldfolket senere!
Overskuddet fra Tornby Cup’en går til arbejdet i Tornby Idrætsforenings håndboldafdeling, der foruden en stor ungdomsafdeling, kan præstere seniorhold i divisionsrækkerne hos både kvinder og herrer.
Fotogalleri: Jesper Fosdal.