Vrejlev Kloster og tilhørende kirke blev bygget efter år 1160 som et nonnekloster under det daværende munkekloster i Børglum.
Vrejlev Kloster ejes og drives i dag af Malthe Holst, som sammen med hustruen Hanne er tredje generation, efter hans farfar købte godset i 1932. Malthes far Troels A. Holst overtog det i 1976.
Hanne og Malthe Holst har i disse år stigende succes med Vrejlev Klostermarked. I 2019 flyttede de nemlig for første gang markedet fra gårdspladsen ud i klosterhaven, hvilket har bidraget til en mere stemningsfuld oplevelse, som de sidenhen har fastholdt og som nævnt med succes ikke blot konsolideret, men i dén grad også udbygget.
Denne søndag var bestemt ingen undtagelse, idet der tydeligvis er langt flere stande og ikke mindst mange, mange flere gæster end de tidligere år, men heldigvis har arrangørerne fuldstændig styr på såvel logistik til og fra samt selve indretningen af markedet i den smukke klosterhave. Antallet af gæster til trods var der ingen trængsel i den store klosterhave, men heldigvis masser af skygge for solen. Der var desuden i år både gengangere og nye boder blandt de mange stande.
Der bliver også fortsat handlet med alskens delikatesser og kunsthåndværk. Ligesom man kunne stille sulten med en let anretning serveret i riddersalen eller udenfor på terrassen. Alternativt kunne man nyde en grillet pølse og lækker is, mens man lyttede til Advokatens New Orleans Jazz Band.
Man kan følge med her hos Vrejlev Klostermarked.
Læs mere her om Vrejlev Kloster.
Foto: Niels Skipper.
https://photos.app.goo.gl/5xpYJGJ71AKXNDPQ8