Søndag afvikledes sæsonens allersidste hjemmestævne i Tornby Hallen, hvor TIF’s håndboldafdelings ungdomshold spillede deres sidste hjemmekampe.
Dagens blev en festlig oplevelse for alle de unge håndboldspillere – både hjemmehold og modstandere. Indløb på banen til hver kamp foregik til høj musik i røg og damp og med navneopråb på hver enkelt spiller. Ved hver scoring var der naturligvis klapsalver fra det store publikum, og efter hver kamp blev kampens spiller fra hvert hold kåret og fik overrakt en gave.

Udenfor banen var der opstillet en kæmpestor tombola med mere end 100 flotte gaver sponseret af 30 firmaer fra det lokale erhvervsliv. Jo, der var fest, lys, høj musik og masser af liv i Tornby Hallen denne sidste søndag i marts. Hovedpræmien i tombolaen var i øvrigt 4 billetter til en slutspilskamp med Aalborg Håndbold i Gigantium.
Overskuddet fra tombolaen går ubeskåret til klubbens ungdomsafdeling, hvor et udvalg med repræsentanter fra hvert af klubbens 14 ungdomshold beslutter, hvad pengene skal anvendes til.
Initiativrige forældre havde bagt masser af kager til dagens håndboldbrag, så der var naturligvis gratis kagebord til alle i hallen, denne søndag.
Næste weekend spilles sæsonens sidste turneringskampe – på udebane. Men dermed er sæsonen ikke slut endnu for ungdomsholdene fra Tornby. I dagene 28.-30. april deltager 8 af klubbens ungdomshold i Hummel Cup i Norge, mens klubbens U17 og U19 hold deltager i Vejle Cup. Endelig deltager klubbens to U9 hold i Soldal Cup i Sindal.
Der sker en hel masse i den aktive håndboldklub, hvor der ifølge bestyrelsesmedlem Anders Thomsen heldigvis altid er masser af frivillige hænder til at bakke op omkring klubbens store arbejde.
– Og at se alt det liv og opleve den store glæde, som de unge mennesker udstråler sådan en dag, det giver bare en hel masse lyst og energi til at gøre en ekstra indsats, slutter Anders Thomsen.
Foto: Niels Chr. Jakobsen.