Af Erik Krage
Spidskandidat
Lokallisten
N C Jensensgade 5
Hirtshals
I formandsskabets udmeldinger omkring visionerne for Hirtshals Havn kan vi læse om en satsning på fremtidens energi og at havnen skal være tankstation for de skibe der sejler forbi, og samtidig har vi senest kunne læse om betegnelsen ”Green Port North”.
Der er ingen tvivl om, at vi skal den vej med samfundet og at der er forandringer i hele verden.
Vi kommer af med olien over de nærmeste år, og så skal vi til at sejle på nye energityper – nogle kalder det for flydende el.
Vesta og Haldor Topsøe meddelte den 9. december 2020, at de har indgået et samarbejde om et projekt i Vestjylland, hvor de med et 10 MW vind- og solcelleanlæg vil producere 5.000 tons grøn ammoniak om året.
På en havneudvidelse skal opstilles op mod 15 vindmøller for at skabe den nødvendige finansiering, og det er en nødvendighed i et eller andet omfang.
De 15 vindmøller på hver 4,2 MW kan levere i alt 63 MW og med den ovennævnte teknologi fra Haldor Topsøe og Vestas vil der kunne produceres 31.500 tons ammoniak om året.
Det kan jo ved første øjekast synes som en betragtelig mængde og det må jo også være tallet størrelse der gør at bestyrelsesformanden falder i svime.
MEN – lad mig lige sætte det lidt i forhold til den mængde brændstof som et fragtskib bruger.
Det fremgår af datablad fra Godby Shipping, at Mistral (som vi ser hver torsdag og fredag) bruger 48 tons diesel i døgnet ved en hastighed på 20 knob.
Ammoniak indeholder omtrent halvt så meget energi som dieselolie, hvilket vil betyde at Mistral, hvis det sejlede på ammoniak skulle bruge 96 tons.
Det vil med den lille elektriske lommeregner ved sin side betyde at Mistral vil kunne sejle knap 1 år på den mængde ammoniak som vindmøllerne ville være i stand til at producere.
Altså ammoniak til 1 skib i knap 1 år er, hvad 15 møller kan levere.
Hirtshals Havn skal naturligvis være med i den grønne omstilling, MEN skal vi ikke lige få tingene sat lidt i perspektiv. Der sejler immervæk flere hundrede tusind skibe rundt på verdenshavene.
Det handler om at være med i fremtiden, men vær nu realistisk i respekt for vores havns fremtid, som primært skal have fokus på fiskeriet og godstrafikken som fundament for den fremtidige udvikling.
Jeg kunne godt tænke mig, at dem, der sidder for bordenden i dette projekt, brugte lidt mere tid på at sætte sig ind i fakta og ikke bare agerer på baggrund af mavefornemmelser og forud indfattede meninger.