Med det aktuelle danske sommervejr, hvor solstrejf veksler med regnbyger, er det skønt igen at kunne kigge indenfor hos de frivillige i Kaffestuen ved Hirtshals Fyr.
Her er ikke bare læ og lidt lunere end udenfor, men også den herligste duft af kaffe og hjemmebagt kage fra køkkenet, mens musik strømmer afdæmpet og stemningsfuldt fra transistorradioen.
Kaffestuen sælger desuden bøger og masser af andre souvenirs samt Hyggetæpper og naturligvis også det smukke og populære Hirtshals Fyr fra Klarborg.
Kaffestuen holder nemlig nu åbent hver dag fra kl. 10 til 17 helt frem til og med søndag den 1. september i mesterboligen ved Hirtshals Fyr.
Støtteforeningen Hirtshals Fyr
- Foreningens formål er at støtte projekt Hirtshals Fyr økonomisk, arbejds- og driftsmæssigt samt at være idéforum for fyrets ledelse, herunder bestyrelsen for Hirtshals Fyr Fond.
- For at leve op til formålsparagraffen arbejder støtteforeningen på – gennem en stor medlemstilslutning – at udbrede kendskabet til Hirtshals Fyr.
- Støtteforeningens opgave er tillige at etablere alsidig aktivitet omkring fyret med afsæt i bygningsværkets lokalkulturelle værdi og betydning.
- Støtteforeningen Hirtshals Fyr blev stiftet i 2008 efter at der på et borgermøde torsdag den 12. juni 2008 blev udtrykt stor interesse for at yde støtte til Hirtshals Fyr.
- Støtteforeningen er nært tilknyttet Hirtshals Fyr Fond og er repræsenteret ved møderne i fondsbestyrelsen.
Læs mere her om Støtteforeningen Hirtshals Fyr.
Link til relateret artikel
Troels Bidstrup Hansen åbner Sommerudstilling 2024 ved Hirtshals Fyr