Ved lørdag aftens udsolgte julefrokost i Poulstrup Hallen var det 30. år, at Kandis stod for musikken, og alle 30 gange har der været udsolgt.
Meny i Hjørring leverede den lækre julemad, og i baren stod de trofaste hjælpere atter for glad og smilende betjening af de flydende varer, mens et super hold af hjælpere fra Poulstrup Rideklub stod for servering, afrydning og oprydning efter festen.
For 5 år siden, da der var 25 års jubilæum, ankom medlemmerne af Kandis på hver sin Puch Maxi, men denne gang var de tohjulede skiftet ud med firehjulede i form af fem flotte Stiga havetraktorer, som var sponsoreret af Værktøjssalget i Brønderslev. Julemanden i en af havetraktorerne var den lokale hr. Strøm, som også medvirkede i Kandisfilmen.
Arrangering af julefrokosten stod halbestyrelsen for, og de sender en stor tak til alle hjælpere, sponsorer og de mange gæster, der hvert år støtter op om julefrokosten i Poulstrup.
Foto og video: Kandis.