Vejret var unægtelig med arrangørerne, da der lørdag med fuldstændig overvældende succes blev afviklet Hook & Cook i Hirtshals.
Æret være vejrgudernes indsats, men fortjenesten tilfalder nu ikke mindst også arrangørerne, der har lavet et stort arbejde op til eventen.
Området ved Den Grønne Plads var simpelthen fyldt til randen, da Onkel Reje med sit dygtige team gik på scenen og leverede et skørt og skønt show for de mindste og deres voksne. Ligesom det øvrige store program også var en succes.
Hele lørdagen igennem var der rigtig mange, som deltog i fornøjelighederne. Arrangørerne bag Hook & Cook, der tæller Hirtshals Turisme og VisitNordvestkysten er da også rigtig godt tilfredse.
– Det var ikke mindst det stærke samarbejde med en række lokale aktører, som gjorde, at arrangementet blev en stor succes, fortæller således lørdagens tovholder, som var Laila Zielke fra Hirtshals Turisme.
Den lokale fiskedellefejde blev igen vundet af Lillian Jensen, men i en kulinarisk særdeles tæt duel med Claus Neve Olsen og Maja Vestergaard Olesen.
Afslutningsvis var der den fedeste koncert med Humphrey foran Hirtshals Kro.
Foto: Privat.