Fredag aften lod Vendsyssel Teater et mindre publikum kigge indenfor til en prøveopførsel af den kommende forestilling Kaptajn Utrolig. NordsøPostens udsendte & Co fulgte med og blev begejstrede.
Selvom der er en uge til premieren, må man bare sige, at forestillingen sad lige i skabet. Stykket er en kraftpræstation på den fede måde. Man ler, griner og bliver berørt. Jeg vil helst ikke afsløre for meget. Og det er ikke, fordi stykket ikke kan holde til, at handlingen bliver luftet. Nej, det er simpelthen, fordi stykkets eneste medvirkende leverer skuespillerkunst udover det sædvanlige, der skal opleves. Det er rent ud sagt hjerteskærende.
Selvom der er femten roller i stykket, er der kun en skuespiller på rollelisten. Jakob Højlev Jørgensen udfylder alle femten virtuost. Scenografien er eksemplarisk enkel og effektiv. Lys og lyd blev brugt effektfuldt, men uden at larme.
Kort fortalt er det en fortælling om en mand, der møder kærligheden sent i livet og i grunden også noget uventet. En velsignelse? Tja, vel i grunden et lille mirakel. Men så igen… det gode og det ubærlige har det med at slå følgeskab.
Kaptajn Utrolig er en perle. Snyd ikke jer selv. Inviter konen eller manden en tur i teateret. I vil ikke fortryde det.
Det er så mig, der er Co… Og jeg vil klart give Katajn Utrolig 5 superkappe stjerner. Det er en nærværende og fantastisk oplevelse:)