Fredag den 14. december kan publikum i Vrå se frem til en koncert med sangerinden Karen Grarup og hendes trio i Valgmenighedskirken fra kl. 19.00 til 20.00.
Koncerten byder på et bredt repertoire, der bevæger sig gennem gospel, jazz, viser, Karens egne sange og enkelte fællessange. Musikken leveres med varme, intensitet og et legende samspil, der inviterer publikum ind i musikkens univers.
Karen Grarup er sanger, komponist, tekstforfatter og underviser. Hun er uddannet fra konservatoriet i 2004 og har gennem de sidste 25 år optrådt både i Danmark og internationalt. Hun har udgivet albummet Karens årstider og børnesangbogen OPsange, og underviser til daglig på MGK og Kulturskolen i Aalborg.
Med sig har hun pianist og organist Johannes Aaen, kendt fra samarbejder med blandt andet Katrine Schmidt og en række udgivelser fra Nordkraft Big Band til Ib Grønbech, samt guitarist og producer Ole Albrechtsen, der har medvirket på over 100 udgivelser og er fast guitarist i Hjørringrevyen.
Selvom trioen består af rutinerede musikere, er det første gang, de optræder sammen i netop denne konstellation. Publikum får dermed mulighed for at opleve en lille verdenspremiere.
Billetter ved indgangen koster 50 kroner for voksne.

Vrå Valgmenighed er en grundtvigsk valgmenighed og en del af Folkekirken.
– Det grundtvigske skinner igennem alt vi laver og har rod i Grundtvigs ord: ”Den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han ej først havde kær”.
– Det betyder i vores sammenhæng, at når den enkelte selv har fingrene med i spillet, så bliver kirkens fælles liv vedkommende og levende.
– Vi er en åben menighed og selv om du ikke er medlem, er du meget velkommen til at deltage i gudstjenester og arrangementer.
Kilde: Vrå Valgmenighed


