En gang om året er der en særlig dag i vores liv, som ikke kommer igen. Det er naturligvis, når vi fylder år. I går var det 97 år siden, at Karen Margrethe blev født. Hun kunne derfor fejre sin fødselsdag og fik på Mariebo i Tversted besøg af sine to døtre Laila og Elsebeth samt svigersøn Jan Jensen.
– Det er en oplevelse at gæste familiens ældste, for der kommer altid mange spørgsmål i hurtig rækkefølge og ofte et nyt, før det næste er besvaret men herligt er det. Vi har sagt til hende, at hun SKAL blive mindst 100 år. Godt, at hun arbejder på sagen, lyder det fra Jan Jensen.
Laila på billedet og Elsebeth giver deres mor besøg næsten hver uge, og det er ifølge Jan Jensen godt for begge parter. Han hjælper også lidt til ved at være varmemester og justerer ofte på varmeanlægget i hendes lejlighed.
– Karen Margrethe er et usædvanligt godt menneske, som stadig bidrager positivt og med stor kærlighed for sin familie og omgangskreds. Plejehjemmet Mariebo i Tversted er et godt sted at have sit otium, for personalet tager sig usædvanligt godt af de ældre, tilføjer svigersønnen efter besøget på Mariebo.
– Min kone og hendes mor er begge to af samme elskelige personlighed. De vil kun noget godt for andre der, hvor de er. Jeg er personligt dybt taknemmelig for at være så heldig at have mødt sådan to skønne kvinder i mit liv og være gift med den yngste af de to døtre i 48 år, slutter Jan Jensen.
Hjertelig tillykke med de 97 år til Karen Margrethe!