Af Karl H. Bornhøft
Frh. Sundhedsudvalgsformand og folketingsmedlem for SF
Hedebovej 1, Harken
9760 Vrå
Dette valg er fyldt med paradokser. Danmarks mærkeligste parti Radikale Venstre har væltet regeringen – fordi de vil have en bred regering over midten, med samme statsminister som nu – troværdigt tja.
De siger det er for landets skyld, men erfaringen siger mig – at intet parti gør noget uden der er for at sikre de interesser man selv synes er vigtige at fremme. Radikales selvforståelse bygger på opfattelsen af de ligger i midten – så hvis de får nogen på hver sin side politisk ville det nemmere ende radikalt er logikken.
Det er som om det har forbigået deres opmærksomhed, at de nu står for en humanistisk flygtningepolitik, samt en miljø, uddannelses og kulturpolitik der ligger pænt til venstre for midten, og en økonomisk politik der sagtens kan matche Liberal Alliance. Hidtil er den form for politikudvikling endt med, at De Radikale arbejder for flygtninge, miljø, uddannelse og kultur når de er opposition. Den økonomiske politik bliver så prioriteret når de er i regering. Det paradoks har Socialdemokraterne tilsyneladende for længst registreret, og synes derfor de Radikale er bedst i opposition.
Udnyttelsen af tomrummet er valgkampens næste paradoks – for det har den suveræne danske mester i blokpolitik gennem de sidste 20 år Lars Løkke naturligvis tilbudt at udfylde med sit nye parti Moderaterne. Det kræver naturligvis lidt udskiftning af synspunkter, men det er Løkkes mindste problem – for det har han jo gjort gennem mange år, så de altid er tilpasset til der hvor magten ligger. At overlade midten af dansk politik til Løkke – svarer til at bede ræven passe sine høns – fordi man har glemt hvor mange han snuppede sidste gang. Og helt i tråd med Løkkes sædvanlige arbejdsmetode, skal det at passe på midten af dansk politik ske ved at etablere en ny blok – der så kan holde andre ude. Ja køb bare den, hvis I tør.
Det største paradoks er dog, at den søgen efter politik over midten – stort set er det vi reelt får næsten efter hvert valg. Det er som om det glemmes, at det stadigvæk er en del af dansk kultur at vi søger fælles fodslag, og det normalt lykkedes at få love og politikker vedtaget med ca. 80 procent. Vi skifter mellem forskellige blokke/regeringer – der så sikrer en ny dynamik og retter op på fejl fra tidligere regeringer, og lader de gode ændringer blive.
Det betyder ikke der er ligegyldigt hvem der flertal og mindretal. Man skal være dybt naiv for at tro, at f.eks. den nuværende ambitiøse klima og miljøpolitik var kommet med en blå regering. Så en rød/grøn blok er anbefalelsesværdig, men sørg i det mindste for at bevare dynamikken i dansk politik.
Så ja tak til blokpolitikken – der er langt bedre end sit rygte.
Det ville fremme Danmark, hvis de radikale fusentaster helt røg ud af Folketinget..