Der er jo næsten ingen mennesker, der gør noget, som ingen har gjort før. Hvis det var sådan, ja – så ville vi jo alle sammen kunne beskyldes for plagiat!
Så mon ikke, vi skal tage beskyldningen mod den unge konservative kandidat i Hjørring, der har “lånt” en idé til sin valgplakat, med et smil? Jeg synes da, det er herligt, at et ungt menneske gider engagere sig i demokratiet og kaste sig ud i valgkampen – endda med lidt kreativitet og humor.
Personligt kunne jeg naturligvis godt have ønsket, at han havde været SF’er . Og måske at plakaten ikke fyldte helt så meget – så der også kunne blive plads til nogle flere SF-plakater på lygtepælene. Men ærlig talt – det er jo bagateller.
Det vigtige er, at vi får flere unge mennesker med i kommunalpolitikken. For når vi sammensætter et byråd, har vi brug for mennesker med forskellig alder, livserfaring og holdninger.
Det er sådan, vi får et levende demokrati, hvor både de unge og de erfarne stemmer bliver hørt. Så mit råd er: Lad os glæde os over, at flere vil være med – uanset farven på plakaten.
For det vigtigste er ikke, hvem der fandt på idéen først – men at nogen stadig gider tro på idéer.


