Af Karl H. Bornhøft
Byrådskandidat for SF
Tidl. by-, amtsråds og folketingsmedlem
Når statsministeren taler om oprustning, handler det næsten altid om militær. Men hvis vi virkelig vil styrke Danmark, skal vi også opruste dér, hvor hverdagen leves – i skolen, i ældreplejen og i de fællesskaber, der binder os sammen.
For SF handler oprustning også om sammenhængskraft. Et samfund, hvor børn, unge og ældre oplever tryghed, omsorg og lige muligheder. Hvor vi investerer i mennesker – ikke kun i materiel.
På ældreområdet er behovet tydeligt. Mange ældre oplever skiftende hjemmehjælpere, for lidt tid og for få hænder. Det slider på både borgere og medarbejdere. Her skal vi opruste med faste teams, tid til omsorg og ordentlige arbejdsforhold. Et værdigt ældreliv er ikke en luksus – det er et mål for, hvordan vi tager os af hinanden.
På børne- og ungeområdet skal oprustningen handle om trivsel. Alt for mange børn kæmper med mistrivsel, angst og ensomhed. Det kræver mindre klasser, mere tid til nærvær og tættere samarbejde mellem skole, sundhedspleje og forældre. Det kræver, at vi prioriterer fællesskabet over økonomiske besparelser.
SF’s budskab er klart: Vi skal have velfærd i balance, hvis vi også vil have et stærkt Danmark. For et samfund, der ikke tager sig af sine svageste, mister sin styrke – uanset hvor mange milliarder der bruges på forsvar.
Vi skal ruste os til en tryg fremtid. Ikke kun mod ydre trusler, men mod de indre revner i fællesskabet – her mangler vi bestemt en der siger køb, køb, køb.
Derfor siger SF: Ja til oprustning – men også en oprustning i omsorg, tillid og velfærd.




Kære Karl,
Vi i Vendelbo-Listen er næsten 100 procent enige i det, du skriver.
Men der er et MEN: I Jørgen Bings og Annette Bæks tid som SF’ere i Hjørring Byråd, dvs. også i budgetforligene, har SF bidraget konsekvent til at gennemføre asociale nedskæringer.
Tilsyneladende uden nøjere overvejelse, hvis du spørger mig.
F.eks. var SF er stærk støtte af det forlig, som bidrog til, at der skete overgreb på handicappede på Aage Holms Vej.
Ergo: I betragtning af, hvad du skriver, tager du og Ellen dermed afstand til den måde, som jeres partifælle Jørgen Bing (SF) har stemt i Hjørring Byråd?
Mvh – Erik
Kære Erik.
Dejligt vi er næsten enige – for det er en hjertesag for mig. Og der bliver brug for at styrke tilbuddet til vores ældre i årene der kommer, og jeg er klar til at samarbejde til gavn for vores ældre – der har brug for tilbuddene.
Til gengæld har vi begge to været med så længe, at vi godt ved det er et ældgammel politisk trick, at bede nogen om at tage afstand fra en partifælle – uden selv at have været del af den virkelighed det er sket i. Sådan har jeg aldrig været, og det starter heller ikke nu. Derimod vil jeg love aldrig at bede dig tage afstand til dine tidligere partifæller. Er du fremover interesseret i samarbejde, og det kan ske uden forudsætning at indflydelse også har en pris – ja så er jeg til rådighed.
Mvh – Karl