Af Karsten Lauritzen
MF Folketinget
Den stigende coronasmitte giver anledning til bekymring, særligt for de 600.000 dansker, der er i risikogruppen.
De skal beskyttes, men livet handler – både for dem såvel som alle os 5,4 mio. andre ikke KUN om at leve LÆNGST, men også leve GODT!
Jeg er personligt meget bekymret for langtidskonsekvenserne af statsministerens coronastradegi, hvor den mentale sundhed sættes langt efter den fysiske!
Et par refleksioner i den forbindelse:
- Hvad gøre vi med frustrationen, hos alle de unge, der ikke kan nyde deres ungdom og anbefales ikke at være sammen socialt?
- Hvordan hjælper vi de ellers raske ældre, der nu vil opleve isolation og voksende ensomhed?
- Hvordan beskytter vi de psykisk syge, som i forvejen ofte kæmper med sygdomme, der kræver nærhed fra venner og familie?
- Hvad er de mentale langtidskonsekvenserne af myndighedernes “sociale boble” anbefaling?
- Hvordan får vi danskerne til at respektere restriktioner, når det er svært at se den sunde fornuft i dem, og de indføres så uforudsigeligt, som det gang på gang er sket?
Ovenstående spørgsmål må regeringen svare på og stå til ansvar for, da de har valgt ikke at lave en ny epidemilov, som foreslået af bl.a. Venstre. Og da de praktiserer et restriktionsregime uden inddrages af Folketinget. I foråret kunne jeg forstå, at de måtte handle enerådigt, men det kan ikke være overraskende for regeringen, at vi ville blive mødt af en 2. bølge.
Regeringen har lavet fornuftige forberedelser ift. at ruste sundhedsvæsnet, købe værnemidler ind m.v, men fejler i den demokratiske forberedelse, og jeg tror, prisen ikke bare bliver mia’er, eksport og arbejdspladser, men langt mere vigtigt danskernes mentale velbefindende.
Jeg deler derfor min formands utilfredshed.