Sent fredag aften greb tidligere statsminister, Lars Løkke (V), til tasterne. Han har besluttet sig for at melde sig ud af partiet Venstre og bliver nu løsgænger i Folketinget.
– Det er jeg jo trist over og ked af på Venstres vegne som gruppeformand. Hvis han ønsker at gå frit, kan han ikke være med i fællesskabet – og i fællesskabet må man gå på kompromis – men det er også sådan, at man sammen kan ændre og flytte på ting i politik, siger han.
Han erkender at partiet er inde i en svær tid, men han regner med at partiet kan komme stærkere ud på den anden side.
– Det (Løkkes exit, red.) vil nok sætte sig midlertidigt i opbakningen til partiet. Men jeg tror også, at det kan bruges til at få et stærkere fællesskab i Venstre.. Hvis man grundlæggende er uenig i den strategi, der er vedtaget, så forstår jeg godt, at man melder sig ud af fællesskabet. Men det gør det også lettere for resten at forfølge den strategi, der er truffet i fællesskab, siger Karsten Laurtizen.
Netop sådan håber den snart 70-årige Birgitte Josefsen, at det kommer til at gå for det parti, hun har været medlem af siden hun var 15 år.
– Som medlem trænger jeg til, at dem der er valgt, bruger energien på det politiske projekt. Det er jo politikken, det handler om. Så jeg håber partiet nu får ro, og formanden får lov til at få arbejdsro og at vise vejen.
ANALYSE
Nordjylland har ikke været “Løkke-land”
Af Søren Wormslev
Politisk analytiker, TV2 Nord
Ved folketingsvalget i 2019 stemte 26,8 pct. af nordjyderne på Venstre. Flest V-stemmer faldt der i Himmerlandskredsen, hvor partiet fik hele 31,6 pct. af alle stemmer, færrest i Aalborg Øst med 21,2 pct.
Det parti, mere end en fjerdedel af nordjyderne i 2019 stemte på, havde dengang Lars Løkke Rasmussen i front. Men på stemmesedlen i Nordjylland stod en række andre Venstrefolk, hvoraf flere allerede dengang var stærkt kritiske over for partiformanden.
Det gjaldt ikke mindst den nuværende gruppeformand Karsten Lauritzen, der, allerede før han i 2015 blev skatteminister i Lars Løkke Rasmussens regering, var kritisk over for flere af partiformandens “sager” og direkte havde opfordret ham til at gå. Heller ikke et andet nordjysk folketingsmedlem, Preben Bang Henriksen, har ubetinget tilhørt Lars Løkke Rasmussens fanklub i de senere år. De samme holdninger kunne spores flere steder i partiorganisationen.
Der er i Nordjylland imidlertid også andre Venstrefolk, som så og ser et stort lys i Venstre-veteranen.
Men Nordjylland er ikke entydigt “Lars Løkke-land”. Den tidligere statsminister havde, da han trak sig som formand, selv trukket hårdt på mange nordjyske Venstrefolks tålmodighed. De så en ferm politisk håndværker, men også et menneske, hvis omgang med offentlige midler ikke huede dem.
Hos dem udløser Lars Løkke Rasmussens udmeldelse af Venstre snarere end tristhed nok en vis lettelse, men iblandet en vis ængstelse for den tidligere statsministers næste skridt. Danner han et nyt parti, der skal omfavne hans vision om et samarbejde hen over midten? I så fald kan det måske trække nordjyder, der deler hans linje på dette felt, med – præcis som det skete i 2007, da Ny Alliance blev dannet, og det daværende Venstre-folketingsmedlem Inge-Lene Ebdrup skiftede til det ny parti i utilfredshed med Venstres dengang stærke bånd til Dansk Folkeparti og dets “vanvittige menneskesyn”.
At Lars Løkke Rasmussen annoncerede sit farvel til sit parti gennem 40 år præcis fire timer efter statsministerens nytårstale – og dermed i vid udstrækning løb med dén opmærksomhed, hun og hendes folk havde håbet på – var helt sikkert ikke tilfældigt og indikerer under alle omstændigheder, at Venstres eks-formand ikke ser sig selv som én, der er færdig med det politiske spil.
Kilde: TV2 Nord.