Af Karsten Lauritzen
Folketingsmedlem
Tidligere minister
Venstre
Den lille genåbning, bl.a. af udendørs idræt med op til 20 personer, forudså myndighederne ville betyde 870 indlagte i april.
Antallet af indlagte går dog den modsatte vej, og smitten ligger stabilt. Det var alligevel ikke så farligt at åbne op, og derfor skal vi fra politisk hold også åbne yderligere
Det gælder først og fremmest om at få de ældste børn tilbage i skole, ikke bare i Nordjylland, men i hele landet. De er ikke tjent med mere onlineundervisning, og alt tyder på, at nedlukningen påvirker deres trivsel negativt
Et helt år med nedlukning i forskellig grad påvirker ikke kun trivslen blandt unge, men også blandt de ældre, og nu de skræmmende forudsigelser fra den først åbning ikke holder, er det svært at forstå, hvorfor ikke også den indendørs idræt igen kan åbne, hvis man ellers holder afstand og passer på.
Jeg besøgte Hjørring Badmintonklub i går , til en snak om netop genåbning. I en stor, tom hal. De hungrer efter at kunne åbne for deres medlemmer igen. Jeg er helt enig med dem i, at motion og fællesskab er en væsentlig del af et godt liv, og en god kur mod mistrivsel forårsaget af et helt års nedlukning.
Det drejer sig om trivslen hos både unge og ældre, og det handler om at holde hånden under det foreningsliv, der plejer at holde hånden under børn, unge, voksne og ældre.
Det er selvsagt svært at drive f.eks. en indendørs boldklub, og få folk til at betale kontingent, når ikke man må mødes og spille.