Det nu forgangne 2023 har været et rigtig godt år for købmand Kasper Knudsen hos Rema 1000 på Banegårdspladsen i Hirtshals.
– Vi har haft en flot salgsvækst og med det in mente, at færgetræk med handlelystige nordmænd næsten hører sjældenhederne til på grund af kursen på den norske krone og et efterår, hvor arbejdet med separationskloakering til tider besværliggjorde det at finde vej til os så har vi i 2023 på grund af stor lokal opbakning igen præsteret at slå tidligere års resultater, fortæller Kasper Knudsen, mens snestormen raser udenfor i Hirtshals.
– Vi er så glade for den opbakning, byen og lokalområdet viser os. Vi prøver hver eneste dag at præstere 100 procent således, at kunderne er tilfredse, når de har besøgt os. Vores bagland er også rigtig gode til at lave nogle gode tilbudsaviser, og dem krydrer vi med lokale tilbud. Den kombination er åbenbart noget, der falder i vores kunders smag. Der er i hver fald aldrig solgt så mange antal varer stykmæssigt i hele butikkens levetid, som der blev i 2023, uddyber den glade købmand.
2023 blev også året, da Kasper Knudsen i samarbejde med Per Kro blev koncertarrangør, hvor ikke mindst koncerten med Sussi og Drengene blev en kæmpe succes udenfor Hirtshals Kro. Ligesom den populære købmand i samarbejde med andre lokale aktører fik vækket en gammel tradition til live igen, nemlig i form af juletræsfesten i Hirtshals Idrætscenter.
– Det blev en kæmpe succes. Heldigvis havde vi allieret os med vores gode samarbejdspartnere, som var Hirtshals Idrætscenter og Hirtshals Handel & Erhverv, hvilket gjorde, at vi fik holdt en brag af en fest. Vi glæder os allerede til 2024, hvor vi går og pusler med et par ideer til glæde og gavn for byen, forklarer Kasper Knudsen.
Endelig ser købmanden og hans ansatte også frem til, at de forhåbentligt i 2024 får lov til at byde velkommen i nye lokaler ved Jyllandsgade, hvor der bliver 110 kvadratmeter mere at boltre sig på i butikken samt alt nyt i afdelingen med køl og frost.
– Ikke mindst får vi minimum 40 p-pladser mere. Rema 1000 DK er lige nu i gang med at konvertere alle de Aldi butikker, der er overtaget i forbindelse med købet af Aldis aktiviteter i Danmark og forvandle dem til REMA 1000 butikker. Derfor har det trukket lidt ud med projektet i Jyllandsgade, slutter Kasper Knudsen.