Hvis ikke, er der rig mulighed for at blive klogere på Hjørring bys historie, når museumsdirektør Anne Dorthe Holm fra Vendsyssel Historiske Museum tager publikum med på byvandring i det centrale Hjørring torsdag den 4. maj.
Traditionen tro inviterer Vendsyssel Historiske Museum nemlig på Store Bededags-byvandring i Hjørring – måske for sidste gang – nu da Store Bededag er afskaffet fra 2024.
For ca. 200 år siden var det skik især i København at markere Store Bededagsaften med en spadseretur på byens fæstningsvolde, før man gik hjem og spiste de traditionelle hveder til aftenteen. Godt nok har Hjørring ingen fæstningsvolde, men der er alligevel en vold ved parken Christiansgave – dog med en helt anden historie.
Denne historie vil blive fortalt sammen med fortællinger om livet i købstaden Hjørring i gamle dage, om de voldsomme bybrande, der raserede store dele af den gamle bydel, byens vækst i slutningen af 1800-årene og meget mere.
Turen starter foran Det gamle Rådhus kl. 19 og slutter ved indgangen til museet, hvor der serveres kaffe/te med hveder. Arrangementet slutter kl. 21, så man kan nå at komme hjem og tænde lys i vinduerne.
Det koster 85 kr. at deltage i turen inkl. kaffe/te og hveder. Der er begrænsede antal pladser, og derfor skal tilmelding til turen ske til: adh@vhm.dk senest onsdag den 3. maj.