Hjørring Private Realskole (HPR) fik tirsdag den 18. november besøg af en af Danmarks mest populære forfattere, Kenneth Bøgh Andersen.
Forfatteren, der ifølge bibliotekslisten er landets tredje mest læste, mødte skolens 5. årgang til et foredrag, der hurtigt gjorde op med myten om, at forfatterlivet skulle være kedeligt.
“Er det egentlig ikke kedeligt at være forfatter?” spurgte han indledningsvis, et spørgsmål, han ofte møder, når han holder oplæg for børn og unge. Svaret kom prompte: Tværtimod. For i sit arbejde har han både rejst til fremtiden, besøgt Helvede, slået Julemanden ihjel og leget Gud. “Kun fantasien sætter grænser,” understregede han.
Med sin karakteristiske sans for dramatik og humor tog Kenneth Bøgh Andersen eleverne med på en hæsblæsende rejse gennem sit forfatterskab. Undervejs fortalte han om de populære serier Den store djævlekrig og Antboy, der har gjort ham til en af de mest læste forfattere inden for fantasy, sci-fi og horror i Danmark.
Foredraget strakte sig over to lektioner, og stemningen i D1 var alt andet end kedelig. Eleverne blev både underholdt og inspireret, og hvis nogen havde været i tvivl om, hvorvidt forfatterlivet er spændende, blev den gjort til skamme.
Som forfatteren selv sagde: “Hvis man synes, det er kedeligt, er det ens egen skyld.”
Foto: HPR.


