Spillemandsorkestret Kielgasterne, som så dagens lys i januar for 35 år siden, er nu klar til at fejre den runde dag. Det sker med en festlig aften i musikkens og dansens tegn torsdag den 16. oktober fra kl. 19.30 til 22.30 i Tornby Forsamlingshus. Der er fri entré for alle, og orkestret byder på kaffe og kagemand i anledning af dagen.

Det hele startede på den nu hedengangne Nordsøhøjskolen i Hirtshals. Fra begyndelsen var missionen klar: at holde liv i den lokale spillemandsmusik fra Hirtshals-kanten. Repertoiret tog udgangspunkt i de traditionelle melodier fra lokale koryfæer som “Sognefogeden” I.P. Nielsen, Otto Pleth og Aksel Ladefoged, samt P.O. Kiel, komponisten bag den velkendte Hirtshals Vals.
Allerede første år arrangerede Kielgasterne populære spillemandsballer på Nordsøhøjskolen. Men efter blot et år blev de hyret til at spille til en fastelavnsfest i Tornby Forsamlingshus, og her var der behov for mere ”moderne swingende rytmer”.
Gennem de seneste 35 år har Kielgasterne været en fast bestanddel af det lokale kulturliv og har spillet op til dans utallige steder. Listen tæller alt fra Swing-om aftener og spillemandsballer på Den gamle Station i Hirtshals og i Tornby Forsamlingshus til arrangementer i Kulturhuset Løkken og mange andre steder i Vendsyssel. Orkestret har også været en populær gæst ved Bindslev Harmonikatræf og andre musiktræf rundt om i landet.
– Vi håber, at mange har lyst til at komme til en munter aften i Tornby Forsamlingshus, hvor vi ikke kun fejrer Kielgasternes 35-års jubilæum, men også dansen og livsglædens musik, fortæller Kaj Bertelsen fra Kielgasterne.
Alle er velkomne til at kigge forbi og fejre de 35 år med levende, lokal musik.



