Vittrup Fri Fagskole, Børglum Klostervej 84 nær Løkken, præsenterer, hvad skolen selv kalder den (næsten) officielle Kim Larsen hyldestkoncert 2024 med Claus Hassing.
– Onsdag den 23. oktober klokken 19.30 bliver aftenen, hvor Claus Hassing giver dig så meget Kim Larsen, at selv din indre Gasolin-fan skal holde en pause for at trække vejret. Og ikke nok med det: Han bliver selvfølgelig akkompagneret af den altid fantastiske Martin Jønsson på tangenterne – fordi hvorfor ændre på noget, der virker? De to fantastiske musikere vil blande Kim Larsens numre med mange andre klassikere, skriver Vittrup Fri Fagskole.
Dørene åbnes klokken 19, og billetter til kun 75 kroner kan købes ved indgangen.
– Vi lover hygge, nostalgi og højt til loftet. Så tag din nabo, din onkel eller bare dig selv under armen, og kom og skrål med på ”Kvinde Min”, ”Midt om Natten” og alt det, du aldrig troede, du ville høre live igen!
Vittrup Fri Fagskole skriver i skolens værdigrundlag, at det er en erhvervsforberedende kostskole, hvor vægtningen af almen dannelse, fællesskabet og nye redskaber til mestring af eget liv, giver dig lyst, energi og motivation til at fortsætte i en erhvervsuddannelse og tage ansvar for dit liv generelt.
Vittrup Fri Fagskole er én af i alt 13 Frie Fagskoler i Danmark.