Denne søndag den 30. november er første søndag i advent, og det er desuden en festdag i Den kristne kirke, som har sin helt egen kalender for kirkeåret, der begynder den 1. søndag i advent.
Vi kalder det også Adventstiden, som altid begynder fjerde søndag før juledag. Advent er forventning og forberedelse til julen og kommer af det latinske ”Adventus Domin”, som betyder ‘Herrens komme’. ”Herren” er Gud, der ifølge Biblen kommer til verden gennem Jesus’ fødsel.
Mens vi venter
Adventstraditioner handler om at glæde sig og få forventningen til julen til at stige. Hver søndag tænder vi et lys mere i adventskransen, indtil de alle fire brænder. Ligesom kalenderlys og kalendergaver hjælper adventskransen med at tælle ned til jul.
Mange af adventstidens faste indslag er en sammensmeltning af folkelige skikke, kulturelle og kristne traditioner. Julekoncerter, julekrybbe, Luciafest, krybbespil og juletræ hører derfor også til adventstiden i kirken. Når julestemningen gerne må indfinde sig, er kirken for mange derfor et oplagt sted at gå hen.
Advent var engang fastetid
Adventstidens farve er lilla, fordi det symboliserer bod og beredelse. Før i tiden fastede man som forberedelse til julen. At undvære noget godt i en tid skulle styrke længslen efter, at højtiden begyndte og samle opmærksomheden om julens åndelige indhold. Farven lilla bruges også i fastetiden før påske.
Første søndag i advent er desuden en festdag, som markerer begyndelsen på et nyt kirkeår. Derfor kan første adventssøndags farve også være hvid, som er kirkens festfarve.
Du kan læse mere om kirkeårets højtider hos kilden Folkekirken.dk


