Jytte Damtoft har i dag været ansat 25 år som kirkesanger ved Skallerup, Vennebjerg og Lønstrup kirker i Skallerup-Vennebjerg-Mårup Pastorat. https://www.svmpastorat.dk/kirkerne
I anledning af Jyttes 25-års jubilæum indbyder menighedsrådet til en reception den 5. oktober efter gudstjenesten i Skallerup Kirke klokken 10.30. Alle er velkomne!
Jubilaren giver dette tilbageblik på de 25 år, hun har tjent sognene.
”Giv mig Gud en salmetunge, så for dig jeg ret kan sjunge.” Sådan lyder en af salmerne i Den Danske Salmebog, nemlig nr. 4. Den er ”min salme” – for sangen har altid præget mit liv helt fra barnsben af, hvor vi sang meget i mit hjem og i min familie, og hvor kirkegang var helt obligatorisk.
I mine ungdomsår var det korsang, der fangede, og jeg kan huske, at jeg i 3. klasse blev udset til at skulle synge solo i et skuespil – så der er min sangkarriere nok startet.
Det har været en rød tråd i mit liv i mange år. Den 1. oktober 2025 er en milepæl for mig, da jeg denne dag har været ansat som kirkesanger i 25 år her i Skallerup-Vennebjerg-Mårup Pastorat. Jeg havde i et par år forinden været kirkesanger på halv tid i Rubjerg, Lyngby og Jelstrup Sogne – de sogne som Inger Lauritzen tidligere havde været kirkesanger i i 28 år (det var mange år, synes jeg dengang). Hvilken ære at være det samme sted som hende, tænkte jeg dengang!
I sommeren 2000 blev det sådan, at daværende kirkesanger i Vennebjerg og Lønstrup kirker, Marie Møller Jensen, valgte at gå på pension. Dette indebar, at hendes stilling som kirkesanger blev ledig og slået op. Jeg blev spurgt, om jeg ikke kunne tænke mig at søge den, men nej tak, det ville jeg i hvert fald ikke, for det var for tæt på, hvor jeg boede, og de mennesker, som jeg var blevet tæt forbundet med siden jeg flyttede hertil i 1984.
Jeg var jo også ansat i en dejlig stilling. Meeennn – en indre stemme blev ved med at prikke til mig og blev nærmest til et kald. Det endte jo også med, at jeg overgav mig og afleverede en ansøgning i allersidste sekund til formanden for Vennebjerg menighedsråd, Børge Christensen. Og det gik sådan, at han blev min kollega, da han var ansat i mange år som kirkesanger i Skallerup kirke.
Anna Mortensen som var formand for Mårup menighedsråd, fik også en ansøgning, og da jeg afleverede den, kan jeg huske, at hun sagde ”Det var du længe om”. Jeg kom til samtale og optagelsesprøve i Lønstrup kirke – og bestod og fik stillingen. Børge Christensen og jeg afløste hinanden ved ferie og friweekender, og da han gik på pension i foråret 2002, var jeg så heldig også at få Skallerup Kirke med.
Undervejs har jeg taget uddannelsen som kirkesanger og fik mit eksamensbevis i 2007.
Jeg har været utrolig glad for at være her i alle de år, og for på den måde at kunne være noget for menigheden både i glæde og sorg. Flere har spurgt, hvordan kan du dog stå og synge til en begravelse eller bisættelse? Det var og er stadig ikke nemt. Men jeg fandt min vej til at kunne gennemføre. Hvis jeg kendte afdøde personligt, besøgte jeg de pårørende inden begravelsen, så ventilen for sorgen kunne blive åbnet, og vi kunne sidde og græde sammen. Når jeg så fik det sorte tøj på, så blev jeg professionel.
Mange præster har jeg også arbejdet sammen med. Især skal det fremhæves, at det blev til godt 20 berigende år sammen med Peder Madsen og ind imellem også Marianne Madsen. Nu er det så vores nuværende præst Inge Haandsbæk Vestergaard, som jeg har æren af at arbejde sammen med.
Flere organister har jeg haft æren af at arbejde sammen med, bl.a. Finn Christensen, Hanne Bruus Storm og nu Anders Barfoed. Der har selvfølgelig også været flere afløsere, men ingen nævnt – ingen glemt.



Under Hanne Storms ansættelse fik vi indført ”Luk julefreden ind” i Lønstrup kirke i 2007. I første omgang sammen med Steen Poulsen på guitar. Det er altid den 2. søndag i advent og kl. 16.00.
Der var og er ”Jul i Lønstrup” denne weekend hvert år, og jeg synes, at kirken manglede at deltage. Derfor fik jeg ideen med, at når folk gik hjem fra byen, ja så havde de muligheden for at dumpe ind og sidde stille på kirkebænken, lytte og mærke julefreden sænke sig til musik og flerstemmig sang i en halv times tid i en mørklagt kirke, kun oplyst af levende lys.
Nu er det så sammen med organist Anders Barfoed og mine 2 afløsere Margit Ravgård Christiansen og Helen Lykkegård Lauritsen. Det samarbejde har været særligt frugtbart, da det har resulteret i, at vi har dannet et Kirkemusikalsk Ensemble, som er blevet udvidet til, at vi også medvirker med musik og flerstemmig sang til særlige anledninger i kirkeåret.
Kirkelivet har ikke ændret sig markant igennem årene. Mange i menigheden er igennem tiden faldet fra (døde eller flyttet et andet sted hen), men nye er kommet til, og grundstenen i gudstjenesten er jo heldigvis den samme og det håber jeg, den vil blive ved med at være i fremtiden.
Hvor er de 25 år dog blevet af? Ja det forstår jeg heller ikke, men når man arbejder et godt sted sammen med gode mennesker både i menighed, præst, kollegaer og menighedsråd, så går tiden jo godt. Mit håb for fremtiden er, at det må blive ved med det. Tak til alle for opbakning igennem de 25 år.
NordsøPosten ønsker tillykke med jubilæet. Din lokale netavis bringer gerne stort og småt – send en mail til NordsøPosten.


