Det forlød på et tidspunkt, at Slåbrock Trio lørdag aften den 30. november 2024 ville levere deres absolut sidste livekoncert hos Klerly og Åge Vinther på Restaurant Tannishus.
Forinden var det dog meldt ud, at det lidt større Slåbrock Band først definitivt ville lukke og slukke for forstærkerne efter koncerten i Det Musiske Hus den 24. januar, hvor Special Guest Star bliver guitaristen Knud Møller.
Ikke desto mindre må det på forunderlig vis være lykkedes for Per Windahl Jensen at overtale provinspunkerne til lørdag aften den 18. januar at spille ved en hurtigt udsolgt koncert på Hotel Hirtshals. Selv om NordsøPostens udsendte allerede havde oplevet Slåbrock Trios afskedskoncert, skulle Kjeld Torbjørn, Ole Albrechtsen, Torkild Mørch Albrechtsen og Henrik Kraup naturligvis opleves denne aften i selskab med Knud Møller.
Selv om sætlisten praktisk taget var den samme og Kjeld Torbjørns i øvrigt velturnerede og lummerlunt timede anekdoter stort set også var de samme på Hotel Hirtshals som på Tannishus, havde koncerten i dén grad fået en musikalsk saltvandsindsprøjtning takket være Knud Møller. Bandet kørte i alle henseender med klatten, mens de veloplagte krænkelser sprøjtede ud over et begejstret publikum. Torbjørns stemme er med alderen blevet dybere og mere rusten, men råheden klæder faktisk sangene, idet energiniveauet og oktantallet fortsat er højere end på en togears Disella.
Som forsanger virkede han simpelthen endnu mere tændt og opsat på at give den hele armen fra den lille scene i den store sal på Hotel Hirtshals. Han udfoldede med viril timing, som var han på en overdosis af Viagra, hele sit krænkelsesrepertoire med munter mobning og hylemorsomme lokale øgenavne som Skede Leif og Kattedronningen. Ligesom hans mor, der var uforbederlig hypokonder, igen blev hyldet med nummeret Nej, læger gu’ fri os.
Selvfølgelig fik vi også alle de kendte numre med sylespidse portrætter og lokalkolorit fra Nørhalne over Twonby til Hirtshals. Akkurat som på Tannishus blev den 50 år lange røde og muntert snoede tråd i den underholdende musikalske historie om Slåbrock Band også denne lørdag aften fulgt effektfuldt til dørs af Kjeld Torbjørn.
Har man endnu ikke oplevet en af koncerterne, eller har man lyst til et gensyn, så optræder Slåbrock Band faktisk med en ekstra farvelkoncert lørdag den 15. februar kl. 20 på Vendelbohus i Hjørring.
Billetterne sælges hos Ticketmaster. Hvis ikke der allerede er udsolgt.
Link til relateret artikel