Det danske covid-19-testsystem er under stort pres, fordi mange lader sig unødigt teste.
Det mener formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose.
Hendes udmelding kommer, efter at det er kommet frem, at 1500 borgere fra Region Syddanmark er blevet testet for coronavirus tre eller flere gange i løbet af to uger.
En enkelt borger har ladet sig teste hele 24 gange på 14 dage.
Det vækker bekymring hos regionsformanden, der efterlyser klarere anbefalinger fra sundhedsmyndighederne om, hvornår man skal lade sig teste.
– Jeg mener i høj grad, at vi har brug for at kommunikere bedre til danskere om, hvornår det giver mening at blive testet, siger Stephanie Lose til TV 2.
Tre kriterier
Tidligere har sundhedsminister Magnus Heunicke (S) meldt ud, hvornår man bør lade sig teste. I den forbindelse nævnte han tre kriterier:
Hvis man har symptomer på covid-19
Hvis man har været tæt på nogle med covid-19-symptomer
Hvis man skal besøge en særligt sårbar (det gælder blandt andet sundhedspersonale)
Alligevel lader flere sig teste for at være på den sikre side.
Ifølge Berlingske kender Region Syddanmark til eksempler, hvor folk er blevet bedt om at blive testet forud for eksempelvis bryllupper og et fodboldstævne.
Savner melding fra Christiansborg
Også hos Praktiserende Lægers Organisation (PLO) mener man, at danskere ”i ekstrem grad” bliver testet for covid-19.
Derfor savner direktør for PLO, Jonatan Schloss, også, at man fra Christiansborgs side kommer med klarere anbefalinger om, hvem der bør testes og hvornår.
– Det er oppefra anbefalingerne skal komme. Danskere lytter til de ting, som politikere og myndighederne siger, lyder det fra direktøren.
Han peger på, at myndighederne tidligere har defineret mange tests som et succeskriterie. Men det er vigtigt at melde klart ud, at det er dem, der har brug for test, som skal testes. Dem som er nære kontakter til smittede, og dem der har symptomer, lyder det:
– Ellers overbelaster det sundhedssystemet, og de raske spærrer for de syge, siger Jonatan Schloss.
Overbelastede børneafdelinger
Den store efterspørgsel på test og den dertilhørende ventetid udfordrer allerede sundhedssystemet, blandt andet landets børneafdelinger, lyder det fra PLO.
Siden coronakrisens begyndelse har børn med coronasymptomer som feber eller hoste ikke kunne ses af den praktiserende læge, som ellers normalt tager sig af de småsyge børn. På grund af smitterisikoen skal børnene ifølge Sundhedsstyrelsen sendes til landets børneafdelinger.
– Det begynder nu for alvor at presse systemet til kanten, siger Jonatan Schloss.
– Vi oplever også lang telefonkø hos de praktiserende læger, fordi raske borgere ringer ind for at spørge om test og prøver at komme foran i testkøen. Det betyder, at syge borgere har sværere ved at komme i kontakt med lægen, fortsætter han.
– Man kan overveje at indføre restriktioner
Udover at efterlyse klarere retningslinjer mener regionsformand Stephanie Lose, at man bør overveje, om der skal begrænsninger på, hvor mange gange man kan lade sig teste.
– Man kan overveje at indføre restriktioner, så det for eksempel ikke er muligt at blive testet 24 gange på 14 dage, siger hun.
Hos Dansk Folkeparti mener man ikke, at der nødvendigvis skal indføres forbud.
Sundhedsordfører Liselott Blixt (DF) efterlyser derimod, at sundhedsmyndighederne melder ud, hvem der bør blive testet og hvornår.
– Vi nødt til at sikre, at der kommer nogle andre retningslinjer, så længe man ikke kan leve op til testkapacitet, som man har lovet, siger Liselott Blixt og henviser til de lange ventetider.
TV 2 arbejder på at få en kommentar fra Sundhedsministeriet.
Kilde: TV2 og TV2 Nord.