Klaus Anker Jensen er ikke bare indehaver af butikken Fisk er Godt på Nørregade i Hjørring, men også formand for Danmarks Fiskehandlere, som for nylig ekskluderede kollegaen Jakob Clausen fra Århus.
Eksklusionen kommer angiveligt efter en periode, hvor Jakob Clausen, som er indehaver af P. Clausens Fisk, ved flere lejligheder har taget kraftig afstand fra opdrættet fisk i en række videoer på sociale medier.
Klaus Anker Jensen mener imidlertid, at de fleste medier desværre har misforstået budskabet omkring Jakob Clausen. Det redegør formanden for i et længere opslag hos Fisk er Godt på Facebook:
“Opdrættet fisk er kommet for at blive, og kunderne har frihed til at vælge, hvad de vil spise. Jeg og mine kolleger arbejder konstant på at sælge så mange danske spisefisk som muligt, og vi supplerer med opdrættet fisk, når det er nødvendigt.
Der er både fordele og ulemper ved opdræt, og det har vi aldrig lagt skjul på. Selv eksperter vurderer, at man trygt kan spise opdrættet fisk med hensyn til både sundhed og bæredygtighed. Det er dog vigtigt, at vi ikke sammenligner æbler og bananer.
Klimaet er en anden faktor, som vi alle er meget bevidste om, og hver enkelt butik vælger det bedste alternativ, der er til rådighed. Opdrætterne bliver hele tiden dygtigere – især på land – og i dag stammer over 50 procent af de fisk, der spises globalt, fra opdræt. Det er en udvikling, som det er svært at gå imod.
Hvis vi udelukkende skulle leve af vilde fisk, ville ressourcerne hurtigt slippe op. Østersøen er allerede lukket, og i Kattegat indføres flere og flere restriktioner på bestemte redskaber. Så står vi tilbage med vores Vesterhav, og hvis vi kun skulle leve af det, ville vi ikke kunne opretholde fiskebutikker i Danmark. Torskekvoten er allerede reduceret med 20 procent i år, og antallet af danske fiskefartøjer falder, fordi mange må opgive på grund af lovgivning og reguleringer.
Den udvikling er ikke bæredygtig for vores branche, og hvis vi ikke tilpasser os, ender vi som i Norge, hvor der kun er omkring 20 fiskebutikker tilbage – trods landets enorme vandarealer. Selv der er opdræt blevet en nødvendighed.
Vedrørende Jakob Clausens arbejde i bestyrelsen er vi meget kede af, at det er endt på denne måde. Vi har udsendt en pressemeddelelse med en begrundelse for beslutningen.
Hele dagen i går blev jeg bombarderet med henvendelser fra tv, radio og sågar en forvirret mand, der ringede kl. 18.30 og truede mig på livet. Det hele er gået fuldstændig amok med internetkrigere, der bekæmper hinanden, og det ønsker vi ikke at være en del af.
Desværre har de fleste medier misforstået budskabet omkring Jakob Clausen, og ingen har ønsket at lytte til, hvad jeg egentlig sagde. Jakob er ikke blevet ekskluderet, fordi han ikke vil sælge opdrættet fisk – jeg respekterer faktisk hans mod til at stå fast på sine principper.
Beslutningen skyldes derimod, at JaKob ikke længere kunne repræsentere vores medlemmer ved forhandlingsbordet. Allerede i oktober/november påpegede jeg over for ham, at det var problematisk at omtale laks som “lort,” “uegnet til menneskeføde,” osv. Jeg sagde til Jakob, at han er dygtig og skaber god opmærksomhed med sine videoer og opslag, men at det er nødvendigt at omtale produkterne på en respektfuld måde. Jeg foreslog, at han skulle lade være med at sælge laks, hvis han ikke kunne stå inde for det.
Når man sidder i en bestyrelse med 100 medlemmer og skal repræsentere deres interesser, kan man ikke tillade sig at svine de produkter til, som mange medlemmer lever af. Jacob forstod dette dengang og skrev selv til mig, at han ville trække sig fra bestyrelsen. Det var dog ikke min intention, at han skulle forlade posten – jeg havde håbet på, at vi kunne finde en dialog og en løsning, hvor han blot undlod at sælge de produkter, han ikke ønskede i sin butik.
Derfor kom det som et chok, da han i stedet valgte at kritisere en hel branche for at fremhæve sine egne holdninger og sætte os andre i et dårligt lys. Jakob fik en chance for at håndtere situationen på en ordentlig og sober måde, men desværre endte det anderledes.
Jeg vil understrege, at beslutningen ikke blev truffet alene. Vi er seks medlemmer i bestyrelsen, og vi har lyttet til mange af vores 100 medlemmer, hvoraf flere har udtrykt utilfredshed med Jacobs fremtoning. Faktisk truede nogle støttemedlemmer med at opsige samarbejdet på grund af denne sag, og det er vi nødt til at reagere på.
Jakob havde selv set, at det kunne ende sådan, efter han modtog en advarsel, og han havde selv foreslået at trække sig. Jeg ønskede, at han blev, og at vi fandt en god løsning, men det skete desværre ikke.
Jeg tror, mange ikke forstår konsekvenserne af, at vi alle skulle droppe opdrættede produkter.
Det ville betyde farvel til lineopdrættede muslinger, østers, caviar og meget af det, vi forbinder med sushi. Du skulle droppe at spise sushi, sige farvel til en stor del af den friske tun fra Spanien, dorado, havbars og mange andre produkter.
Med en sådan holdning fjerner vi vores eget eksistensgrundlag. I stedet burde vi fokusere på at udvælge de bedste leverandører og alternativer, der prioriterer klimaet og skaber bæredygtige produkter.
Sådan en dialog vil vi gerne bidrage med – men behøver ikke diskuteres og debatteres online som et stort underholdningsdebat hvor der kastes med grimme ord.”
Link til relaterede artikler
Jakob Clausen: Jeg tror ikke, vi er skabt til at spise det skidt
Danmarks Fiskehandlere ekskluderer bestyrelsesmedlem Jakob Clausen