Hvis der er noget, der for tiden kan samle ikke bare nationalt og globalt, men åbenbart også helt lokalt i kommunerne, er det kampen for klimaet.
Den kamp har lokalpolitikerne da også forlængst meldt sig ind i hos Hjørring Kommune. Ikke bare med kampagnen Naturkommunen og Naturmødet, men også senest i form af foreløbig et par videoer med henholdsvis Mette Jensen (C) og Tim Jensen (S) samt Chelina Bagger (S) og Claus Mørkbak Højrup (V).
Den nye kampagne har angiveligt som erklæret og for en umiddelbar betragtning såre sympatisk formål at geare Hjørring Kommune til at sætte alle sejl for at nå målene i Parisaftalen. Byrødderne vil derfor gerne i dialog med alle kommunens borgere om synet på fremtiden under indtryk af lige præcis klimakrisen.
Byrrødderne kalder det Drejebog for Hjørring. Den vil de ifølge hjemmesiden gerne skrive sammen med borgerne i form af udvalgte familier. Det hele kommer endvidere til at ske henover de kommende år, som må formodes at være næste valgperiode, med forskellige tiltag og begivenheder, som kommunen så annoncerer på hjemmesiden.
Efter den første video i den aktuelle kampagne så det hele strengt taget tilforladeligt ud, men med den anden video ligner det mere og mere en offentligt betalt kampagne for det allerede siddende byråd i Hjørring Kommune frem mod KV21.
Derfor vil netavisen i den kommende tid forsøge at grave lidt i formålet med kampagnen. Ikke mindst hører vi gerne fra de politikere, der deltager i videoerne, men naturligvis også fra hele byrådet.
Klares produktionen af markedsføringskampagnen internt i kommunen?
Ud fra hvilke kriterier vil kommunen udvælge de eventuelt deltagende familier?
Hvilke overvejelser har lokalpolitikerne gjort sig med hensyn til kampagnen op til KV21?
Kommer konsensus ikke til at sløre de uenigheder, der eventuelt endnu måtte være i Hjørring Byråd?
Hvad vil lokalpolitikerne sige til de borgere, der seriøst mener, at byrødderne her spilder kommunens tid og vælgernes penge på en kampagne, der ser ud som overfladisk symbolpolitik? Er byrødderne dermed ikke bange for at fremme politikerleden?
Findes der overhovedet på væsentlige områder en opposition og i så fald hvor i Hjørring Kommune?
Bakker alle op om og deltager i den aktuelle kampagne fra Hjørring Byråd?
Link til tidligere artikel
Hjørring Kommune sætter alle sejl for at nå målene i Parisaftalen