Op mod 40 af verdens fremmeste klimaledere mødes i København til May Ministerial 12. og 13. maj. Det er det nuværende britiske COP-formandskab samt det indgående egyptiske formandskab, der har bedt Danmark om at være vært. Mødet har fokus på implementeringen af resultaterne fra sidste års klimatopmøde i Glasgow og skal lægge de første trædesten frem mod COP27 i Egypten i november.
”Jeg er utrolig stolt over, at Danmark er blevet bedt om at være vært. Det er en anderkendelse af vores klimaindsats og vores rolle i det globale klimadiplomati. COP26 i Glasgow var afgørende, da mødet fastlagde vores fælles høje visioner for den globale klimaindsats. Nu skal vi samle op på forpligtelserne og se på, hvordan vi gennemfører de løfter, vi gav i Glasgow, så vi baner vejen for succes ved COP27 i Egypten. Mødet i København er derfor et vigtigt bindeled, hvor vi tager de første vigtige skridt mod at levere på vores store klimaambitioner,” siger klimaminister Dan Jørgensen.
Det er første gang siden COP26 i Glasgow, at de mest relevante klimaministre og fremtrædende politiske stemmer samles. Den nuværende britiske COP-præsident Alok Sharma deler formandskabet ved mødet med den tiltrædende egyptiske COP-præsident Sameh Shoukry, ligesom FN’s klimachef Patricia Espinosa bl.a. også deltager.
Det er COP-præsidentskabet, der har besluttet indholdet for mødet. De overordnede temaer bliver at følge op på og implementere visionerne fra klimapagten i Glasgow, herunder fokus på at holde målet om 1,5 grader i live, sikre mere klimafinansiering samt se nærmere på arbejdet med klimatilpasning.