Af Thomas Klimek
Medlem af BFU-udvalget
Medlem af Økonomiudvalget
2. viceborgmester
Næstgruppeformand,
Socialdemokratiet
Hjørring Kommune
Kan man lave et kunstnerisk værk om en lokal katastrofe? Og kan jeg i det hele taget skrive det følgende?
Dét er ingen hemmelighed, at det første spørgsmål har været vendt og diskuteret i forbindelse med tilblivelsen af den anmelderroste spillefilm, Synkefri, af instruktør Christian Andersen. Som bekendt baseres historien på den frygtelige ulykke aftenen og natten til den 1. december 1981, hvor ni lokale mænd mistede livet, da kutteren Hanne Dorthe og redningsbåden RF2 forliste. Instruktøren, som blev født få år efter tragedien, og hans familie mistede selv den nat, Christian Andersen har sagt, at denne fortælling har fulgt ham altid. Han blev født ind i en sorg, som man ikke kunne løbe fra, men måtte forholde sig til.
Og dén, sorgen, er Synkefris primære kunstneriske legitimitet. At turde konfrontere den værste nat i et lokalsamfunds historie gennem filmkunsten kræver mod. For ja, Synkefri vækker indiskutabelt en hård fortælling til live i billeder og ord. En fortælling om rigtig levende mennesker, der mistede livet, mens de gjorde deres arbejde for at forsørge deres familie og andre deres pligt for at redde dem. Hvis begrebet hverdagens helte skal give mening, må det være her.
En mand, der så forliset med egne øjne, har fortalt mig, at der var ét Hirtshals før 1. december 1981 og et Hirtshals efter. Hirtshals kunne aldrig blive den samme by igen, noget var forandret. En ung, vild by blev tavs over natten. Vinden lagde sig igen, men i byens sjæle rasede stormen videre, men hvem hører råb i storm? Nogen talte om dén, andre ikke. Og så er vi ved det fundamentale i skæbnenatten i 1981.
Sorgen.
At dét og de, man mistede, forandrer de levende. De, der skal leve videre. Først i sorgen, siden med sorgen. Og det er lige dér, at Synkefri har sit kunstneriske tyngdepunkt, sit modige ærinde. At vise os alle, også hele verden udenfor Hirtshals, at sorgen er universel i alle menneskeliv. Den flyder ubarmhjertigt gennem alle levende liv. Den er et grundstof i vores tilværelse. For vi ved det jo godt. Menneskelivet er som lys, der står i vinden. Og selvom vi også ved, at det vil ske i livet, så vælter det os, når vinden pludselig står ind fra den værst tænkelige retning. Som den forbandede vinternat i 81´.
Sorgen må ikke ende med at være livet, men et vilkår i livet, som man skal leve med på sin egen måde. Det er lettere skrevet end levet.
Derfor prøver Synkefri at vise os, at mennesket møder og håndterer sorg vidt forskelligt. Nogen pakker den væk. Udadtil. For ingen tror på, at et menneske i sit indre helt kan viske noget så stort væk. Andre viser sorgen. Græder stille, kaster sig i sandet og skriger den ud mod en mørk brænding eller forbander den verden, hvor de andres liv bare går videre, mens man nu ensom og alene skal leve med en kærlighed, som man ikke kan komme af med, som ingen modtager længere har. Det er brutalt og afgrundsdybt, men det er virkeligt, det er livet, og det koster.
Så vi kan ikke løbe væk fra den, men vi kan leve med sorgen, men også håbet.
Og nej, ikke dét håb. Altså at håb altid er en overbevisning om, at noget vil gå godt, men derimod en vished om, at noget giver mening uden hensyn til, hvordan det går. Det håb og mod henter vi så at sige andetstedsfra. Det kræver mod at håbe sådan. Det kræver handling. Som heltene havde den nat. Et mod som også kunsten kræver.
Og derfor ser jeg en film, der lykkes med et nødvendigt ærinde – på trods af de forudgående bekymringer. For Synkefri portrætter med stor omtanke og omsorg den forfærdelige nat. Det er ikke en bevidstløs og udpenslende fremstilling af selve forliset, men et respektfuldt, kunstnerisk bud på, hvad det gør ved os mennesker og ikke mindst et lille, tæt samfund, når en katastrofe rammer og sorgen indhenter alle. Dem inde på land.
Sorgen går ikke væk. Alle må forholde sig til den. At sorgen resten af ens dage vil tage en plads i livet, forandre det og netop i dette store spørgsmål, er kunsten måske en del af svaret? I det kunstneriske udtryk kan de store ting iagttages på afstand og tages ind. Dét man så, følte eller savner kan vises, siges eller råbes ud, men i en ramme udenfor os selv. Kunsten kan udtrykke det fundamentale i os. Når Kim Larsen synger ”Om lidt bli´r her stille” ved begravelse eller bisættelse indrammer det livet for mange. Eller når vi opsætter skulpturer eller mindesmærker for begivenheder eller personer, er det kunsten, der bedst udtrykker vores ærinde, hvad enten det er at mindes, æres eller markere de store størrelser i livet.
Synkefri er derfor en fortælling, der kan bidrage til at være en kunstnerisk forståelsesramme af noget større, almenmenneskeligt, og noget der rækker langt udover Hirtshals og dette øjeblik og denne tid. En fortælling, der fastholdes og gives videre til dem, der kommer efter os.
Filmkunst, der kan bidrage til forståelse og indsigt i, hvad der gør mennesker og samfund til det, vi er.
Så smukt og rigtigt skrevet, Thomas. At beskrive ting, er en af de mange ting, du kan.