Det bliver lokalt, når Socialdemokratiet i Hjørringkredsen stiller op til næste folketingsvalg. Kredsens egen viceborgmester, Thomas Klimek, skal forsøge at genvinde kredsens nuværende mandat.
På en ekstraordinær generalforsamling lørdag d. 3. maj er Klimek (A), uden modkandidater, valgt som ny folketingskandidat. Den tidligere kandidat, Rasmus Prehn, valgte i februar at forlade Folketinget for at tiltræde en stilling som direktør for Økologisk Landsforening.
Thomas Klimek er 2. viceborgmester og tidligere formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Hjørring Kommune. Ved kommunalvalgene i 2017 og 2021 blev Klimek med store personlige stemmetal nummer to på den socialdemokratiske liste efter den mangeårige borgmester Arne Boelt.
Erhvervserfaring giver en anden ballast
Thomas Klimek mener, at tiden er moden for lokale kandidater med solid erhvervserfaring.
”Landspolitik er blevet meget professionelt og den første karrierevej for nogle. Jeg har taget en anden vej med små 30 år fra den private og offentlige sektor i ind- og udland. Med min lokalpolitiske erfaring kan jeg bidrage til arbejdet i Folketinget med en anden indsigt,” udtaler Thomas Klimek.
Der er også solid opbakning til den nye folketingskandidat fra byrådskollega og borgmesterkandidat Mai-Britt Beith.
– Thomas er et af de mest politiske mennesker jeg kender, og jeg ved at han vil gøre det fantastisk som vores repræsentant i Folketinget. Jeg glæder mig til at arbejde videre, som politisk makkerpar, lyder det fra Beith.

Det lokale betyder noget
Den nye folketingskandidat er ikke i tvivl om, at det lokale afsæt er en fordel.
”Det er klart, at de folketingskandidater, der stiller op for deres egen egn, kan bringe lokal indsigt og erfaring ind i det politiske arbejde i Folketinget og dermed lettere sætte nordjydernes sag på dagsordenen,” siger Klimek (A)
Nordjylland bliver en vækstregion i Nordeuropa
Thomas Klimek (A) ser meget optimistisk på fremtiden for Nordjylland. Han peger på, at udviklingen de seneste år for alvor kan forløse regionens potentiale.
”Nordjylland har efterhånden rigtig gode kort på hånden. Vi er kontinental-Europas port til hele det nordatlantiske område og Arktis, og vi har både lufthavn og færgeforbindelser til de nordiske lande. Derudover så har den teknologiske udvikling, herunder en styrket digital infrastruktur, gjort at det er lettere at etablere virksomhed og arbejdspladser i vores region, hvor rigtig mange gerne vil bo,” slutter Thomas Klimek (A).


