I går blev det offentliggjort, at bestyrelsen i Socialdemokratiets Hjørringkreds satser på et lokalt navn, da partiets 2. viceborgmester, Thomas Klimek, blev offentliggjort som kredsens bud på folketingskandidat.
Den vordende folketingskandidat meldte straks ud, at byggeriet af Forsvarets nye skibe bør være en opgave for nordjyske værfter, men løftede også de lange ventetider på udredning af børn og unge i den nordjyske psykiatri i TV2NORD.
I en video på Facebook fortæller Klimek i dag, at udtalelserne har afstedkommet henvendelser fra nordjyske forældre, der skriver til ham, at deres børn først kan blive udredt i psykiatrien i august 2028.
Thomas Klimek kalder det i sit opslag for ”horribelt og surrealistisk”, og et ”generationssvigt overfor en gruppe børn og unge, som potentielt får ødelagt deres fremtid, hvis ikke de får den hjælp, de har krav på.”
Klimek anerkender, at der er kommet øget politisk fokus på psykiatrien, men peger på, at efterslæbet i psykiatrien alligevel vil tage årtier at rette op på, og at der er brug for endnu mere handling nu.
Folketingets partier må afsætte endnu flere midler og resurser på den kommende finanslov. Den lokale kandidat opfordrer samtidig til, at samtlige kandidater til Folketingsvalget sætter psykiatrien i top på deres politiske dagsorden.
Klimek (A) vælges formelt til ny folketingskandidat på en ekstraordinær generalforsamling den 3. maj.
Hr. Thomas Klimek har fuldstændig ret i, at det er et kæmpe svigt…. Men hvem bærer hovedansvaret for dette svigt?
Ja, det er såmænd folk som hr. Klimek selv. De uduelige politikere fra primært Venstre og Socialdemokratiet, der har været i spidsen for landet de sidste mange år…