Blandt påskens mange traditionsrige kunstudstillinger finder man som altid en seværdig af slagsen i Mygdalhus, hvor den og dermed sæsonen 2024 lørdag blev åbnet af socialdemokraten Thomas Klimek.
– Kunsten er at bruge fornuften som ror overfor den vældige drivkraft som følelsen er. Vi skal hverken mangle følelse eller fornuft, men finde redskaber til at være menneske, livsduelige mennesker, sagde det lokale byrådsmedlem blandt andet i sin åbningstale.
– For kunsten er jo netop ikke lineær eller ret fremadskridende. Den er kaotisk, vild, smuk, sørgelig, brutal, ærlig, uforudsigelig og må uden ophør genbesøges, reflekteres og mestres med nye livsteknikker. At undervurdere kunstens betydning, er at undertrykke det naturlige i mennesket, der alle dage har haft behovet for at udtrykke eller lade andre sætte aftryk i en, uddybede afslutningsvis Thomas Klimek.
Blandt de mange spændende gæsteudstillere på Mygdalhus er Karina Bavnsgaard Nørgaard. Hun udstiller et udvalg af sine skulpturer og malerier. Hendes skulpturer er modelleret i beton omkring et metalskelet, som er monteret i natursten.
De varierer meget i størrelse og den hidtil største er omkring 75 cm høj. Karina bruger forskellige patineringer som f.eks. rust, irret kobber og bronzepulver. De fleste af hendes skulpturer er en hyldest til menneskekroppen og hun forsøger at give sine skulpturer et levende og graciøst udtryk samtidig med at hun stræber efter at de udstråler dualiteten mellem styrke og sårbarhed.
Karina Bavnsgaard Nørgaard eksperimenterer i sine malerier meget med lys og mørke, og der er derfor ofte store kontraster og stærke farver til stede. Det bliver som oftest en fortolkning af naturen og den vildskab, der er i den.
Man kan læse meget mere om alle de andre udstillere her på hjemmesiden hos Mygdalhus.
Galleriet har åbent i alle påskedagene fra kl. 11 til 16 på Skagen Landevej 658 i Mygdal.
Læs hele talen på siden hos Thomas Klimek Byrådsmedlem.
Foto: Privat.