Fredag eftermiddag åbnede Ditte Ejlerskovs udstilling Stormens Ekko, med undertitlen En opdagelse af havgudinden Rán, på Vendsyssel Kunstmuseum.
I udstillingen dykker samtidskunstneren ned i de følelser, der opstår under og efter en storm eller voldsom oplevelse. Det er følelser, kunstneren kender fra sit eget liv og fra barndommen i Vendsyssel. Har var havets mægtige og til tider farlige kræfter et grundvilkår.
Ansporet af sine oplevelser og erindringer om havet har hun skabt en række nye værker med fokus på den oversete nordiske havgudinde Rán. Hun var i nordisk mytologi gudinde for havdybet, som med sine kræfter skabte storme og bølger og førte druknede søfolk til sit rige på havets bund.
Udstillingen blev åbnet med en smuk og stærk tale af viceborgmester Thomas Klimek. Talen fortjener derfor at blive leveret ubeskåret nedenfor.
Desuden var der taler af kunstneren selv og museumsdirektør Sine Kildeberg samt musik af Fie Eike.
Fernisering af samtidskunstner Ditte Ejlerskovs
“Stormens Ekko – En opdagelse af havgudinden Rán”
Vendsyssel Kunstmuseum, fredag d. 27. juni 2025
Åbningstale ved 2. viceborgmester i Hjørring Kommune, Thomas Klimek
”Det der er vigtigt og gør varigt indtryk på dig – dybe følelser, en hård oplevelse, tab, en euforisk lykke, prøvelser eller voldsomheder der rammer samfundet eller din verden – kan trænge så dybt ind i dig at det presses ind i dine gener, som derefter fører det videre fra generation til generation og påvirker dem der endnu ikke er født. Det er naturens lov. (…) i den forstand eksisterer nogle af os længe efter at vi er forsvundet, måske ovenikøbet fuldstændig glemt.”
(Jon Kalman Stefansson, Dit fravær er mørke).
Således skriver islandske Jón Kalman Stefánsson i romanen Dit fravær er mørke, hvor fortælleren rejser i vulkanøens historie, landskaber, myter, men velsagtens mest i sig selv?
Skriver om de der små, rå stykker af evigheden, der undervejs i livet tager bo i mennesket.
Som oftest har vi ikke selv opsøgt dem, de er snarere påført os.
Af det miljø, mennesker, historie og natur som blev os givet i netop det øjeblik, hvor vi blev skabt og mødte verden. Resten af livet bearbejder vi dette råmateriale.
Kærligheden omfavner vi med begærlig og uudslukkelig tørst, hvis den er der?
Andet omformer vi, så det er til at holde ud eller kæmper til den yderste dag for at forlige os med, at et ekko livsvarigt stormer i vores indre.
Blot fordi vi kom ind i verdener, vi ikke selv valgte, men som bandt os til dem.
Vi vil helst være i lyset, men lyset kalder vi kun lys, fordi der findes et mørke i verden.
Vi elsker den ydre storm ved kysten, fordi så er den da derude og ikke i mig.
Vi kan på afstand fascineres af synet af kaos, men kaos kan ikke gradbøjes.
Vi tror på himlen, men Helvede er ikke altid de andre.
Vi stirrer på den oplyste skrift, men skal tro uden tvivl.
Vi lever som kvinde eller mand, men altid i et paradoks af symbiose og afgrænsning.
Og når vi her i dag ser smukke Rán bøje sig i en bronzet bue, så ser vi en mytologisk havgudinde, men vi stirrer først og fremmest ind i den evighed og dualitet, der dannes som et grundstof i barndommen.
Kvinden.
Mytologien fortæller om den farlige kvinde.
Rán, der trækker mændene ned i sit dødsrige, hvor hendes ni bølgende døtre venter.
De mytiske kvinder er farlige. Derfor har små og usikre mænd altid villet tæmme kvinden. Og Rán er ikke alene. Ikke i ånden, i hver fald.
Den færøske sælkvinde levede i sit menneskefængsel uden sin sælham. Indtil den dag, at hendes mand havde glemt nøglen til kisten. Da tabte hun kontrollen og forsvandt igen ned i havets dyb. Derfra stammer ordsproget: “Kan ikke kontrollere sig selv, lige som sælen når den ser sin ham.”
Det må være skrevet af en mand, ikke sandt?
For måske var hun bare en fri kvinde?
Som grækernes Medusa med de farlige slangekrøller, der først var en køn, ung kvinde, men da Poseidon tog hende med vold, forvandledes hun til et uhyre. Så en mand, Perseus, var naturligvis nødt til at ”rydde op” i den uorden. Han slog uhyret Medusa ihjel og af hendes blod opstod sønnen, den bevingede hest Pegasus.
Og disse stærke kvinder, Rán, Sælkvinden, Medusa skal tæmmes i krop, men deres sjæl er ubunden og fri.
Rán legemliggør naturens dualiteter – liv og død, skabelse og ødelæggelse, frygt og ro.
Ditte Ejlerskov deler et univers med os i dag.
Et ekko af stormen.
I sin kunst tager hun os med derind, hvor stilheden efter stormen indfinder sig; hvor bølgerne er stilnet af, og kaos bliver afløst af ro.
En følelse af forløsning, uanset om der er tale om en ydre eller en indre storm. Vi skal ikke blot træde ind i disse indre og ydre verdener, men også turde forholde os til de følelser, der fremkaldes.
Bruges vores erfaringer, vores minder og ophav til som myndige væsner at tage det ind.
Sapere Aude! – vi skal have mod til at bruge egen forstand.
Lad denne åbning slutte med Kólga, den niende og sidste af Ráns døtre.
Hun som er den kolde bølge.
Hun er roen og stilheden efter stormen, og minder dig om, at efter enhver kamp kommer en tid for refleksion og hvile.
Kólga lærer dig at finde fred i stilheden og værdsætte pauserne i livet, hvor du kan genopbygge din styrke.
Husk, at din styrke ikke behøver at være synlig for at være virkelig.
Som jeg, Rán, hersker over havet i al dets ubønhørlige kraft, kan du herske over dit eget indre landskab.
Du er ikke blot en del af verden; du er skaberen af din egen vej. Lad ingen tage denne magt fra dig.
Rejs dig nu, med visdommen fra dybet i hjertet.
Du bærer havets rå styrke, og ingen kan ryste dig.
Gå ud i verden og tag din plads, som det kraftfulde, intuitive menneske du er.
Jeg er med dig, hver gang du trækker vejret dybt og husker din sande natur.
Tak til Ditte for at tage os med i dine inderste rum.
Tak til Sine og Vendsyssel Kunstmuseum for igen at vise kunst til tiden.
Tak til jer, der valgte denne stund til og mødte op.
Og tak for at jeg måtte sige disse ord.
Udstillingen vises på Vendsyssel Kunstmuseum fra den 28. juni – 28. september 2025.
Udstillingsprojektet er støttet af: 15. Juni Fonden, Augustinus Fonden,
Ny Carlsbergfondet og Statens Kunstfond samt Martin Asbæk Gallery og Dansk Wilton.
Fakta
Ditte Ejlerskov (f. 1982) er født i Frederikshavn og uddannet fra Det Fynske Kunstakademi, The Cooper Union School of Art i New York og fra Malmö Art Academy. Hun arbejder på tværs af medier og i krydsfeltet mellem det personlige, det eksistentielle og det feministiske.
