Danmark er i almindelighed beriget med smukke kyster, hvilket i særdeleshed gør sig gældende i det nordvestlige Vendsyssel.
Ifølge Kystdirektoratet har vi ikke færre end ni forskellige kysttyper i Danmark. Klintekyster med klitter på toppen er en af de ni kysttyper.
Denne kysttype er kendetegnet ved at være dynamisk, fordi kystprofilen påvirkes af bølger og vind. Det betyder naturligvis, at havbunden, stranden og klitterne hele tiden ændrer form. Akkurat som det ses så tydeligt eksempelvis fra Lønstrup ned over Rubjerg Knude Fyr mod Løkken.
Den forreste del af klinten er her meget eksponeret for påvirkning af vinden og havet. Det betyder endvidere, at klinten er udsat for erosion. Ligesom vinden fører sand ind i baglandet og opbygger klitterne der.
Engang imellem sker der skred, hvilket medfører mere sediment, altså sten og sand på stranden. Derfor består stranden af sediment, som findes i den lokale geologi.
Kilde: Kystdirektoratet.