Så er de lækre Select-fodbolde, der skal spilles med i Dana Cup 2025, ankommet til Hjørring.
Om 10 dage sparkes der til boldene på 15 baneanlæg i området.
Samtidig med glæden ved at modtage og se den officielle Dana Cup Select-bold bold stiger forventningerne til den festlige og livfulde uge 30.
Uge 30 er ugen, hvor Hjørrings fodboldklubber og tilknyttet foreningsliv virkelig står sammen.
Klubberne passer fodboldbaner, skoler og andre indkvarteringssteder.

Hjørring kommune stiller skoler og fodboldanlæg til rådighed for turneringen, og det er flotte baner, der tager mod spillere og ledere fra Dana Cups 1000 tilmeldte hold.
Kommune-medarbejdere er i øjeblikket rundt for at sikre banernes kvalitet.
Flere tusinde indtager området, og så udfoldes der spilleglæde og sundt social aktivitet på tværs af nationale skel.
Der spilles omkring 2500 kampe på de 63 baner, og det lader sig kun gøre fordi der er så enormt et sammenhold om denne gigantiske ungdomsfodboldturnering.
Repræsentanter for klubberne, der passer baner var onsdag aften samlet for at hente boldene og få de sidste informationer.
– Det er imponerende at opleve det lokale engagement, der gør det muligt at afvikle Dana Cup år efter år.
Uden klubbernes indsats og kommunens opbakning kunne vi ikke tilbyde deltagere så optimale forhold, siger turneringsledelsen.

Dana Cup 2025 trækker igen hold fra alle verdenshjørner, så Hjørring bevarer sin position på det internationale fodboldkort.
De tusindvis af fodboldglade børn og unge fra hele verden bringer gode oplevelser og minder med sig hjem, når de har været til en af verdens største turneringer for fodboldungdom.
Foto: Dana Cup.


