Af Mikael Justesen
Direktør ved TV2 Nord
Ungdommen er ikke som den var engang. Den er meget bedre! Jeg hører konstant alt muligt: at tidens teens er forkælede, uopdragne, dovne, Playstationspillende egotrippere som kun tænker på sig selv og lidt på klimaet. Så længe de ikke selv skal undvære noget.
Sludder. Hør lige her: i dag skulle jeg hente et par store kager (fodring af mine hårdtarbejdende kolleger som skal holdes vedlige med sukker frem til aftenens store Årets Nordjyde-show) Jeg står i køen med et par store skoledrenge foran og et par ditto bagved. De køber romkugler og pjatter og siger gryntelyde, skubber lidt til hinanden og lyder ærlig talt som om der er en løs forbindelse mellem hjernen og taleorganet – som man jo gør i den alder. Tsk-tsk-tsk, tænker gammelfar og ryster på hovedet uden at gøre det i virkeligheden.
Så bliver det min tur og jeg betaler for mine kolossale brunsvigere (med fløde!) til hele byggepladsen – 60 mand m/k.
Da jeg skal til at slæbe af med den første kage, er det jeg begynder at skamme mig over mine antagelser om de der gutter. Den først knægt siger “Skulle jeg ikke lige holde døren for dig” Jotak! Brunsviger er bedst UDEN en tur i asfalten. Den næste spørger om han ikke lige skal snuppe den anden kage. Jotak, siger jeg og håber i mit stille sind, at han ikke taber den. Det gør han ikke, han balancerer elegant ud gennem den smalle dør, godt hjulpet af endnu en kammerat, og venter tålmodigt mens jeg får bakset den første plade med kage i bagagerummet – og så sætter han elegant den anden kage ved siden af. Jeg takker og gør klar til at køre.
Ud af bagerdøren kommer så en fjerde ungersvend løbende! “Du glemte kvitteringen” siger han og stikker mig den hvide lap og sparer mig dermed for et farligt bøvl i bogholderiet.
Ok, det er er jo ikke ligefrem en livreddende aktion gutterne udfører, det ved jeg godt. Men de fire-fem knægte måtte gå være dem der stod på søbredden, hvis jeg engang skulle gå gennem isen. De opdagede behovet for en hjælpende hånd, satte deres pjatteri på pause, satte en skulder i og tænkte fremad. Uden videre.
Jeg nåede ikke at få sagt ordentligt tak (eller givet et stykke brunsviger!) og hvem er det så, der godt kunne oppe sig lidt på de gode manerer!?
Men hermed: tak for assistancen, gutter. I skal nok blive til noget, det kan I hilse jeres forældre og sige.
Når jeg senere i dag kommer til at sidde og klappe ad en masse gode mennesker der får pris og statuetter som Årets Nordjyde, så klapper jeg også for gutterne ved bageren. For de har lige præcis den tankegang, vores verden er bygget stærk af: kan jeg hjælpe dig med noget?
Og når nu jeg ikke bød et stykke – så er her et billede af kagerne – meget passende i et himmelsk, engleagtigt lys.
Link til relateret artikel
