Af Bo Poulsen
Søndervang 48
Hjørring
Naivt tilflytter-agtigt har jeg været en tur ude ved Rubjerg Gl. Kirkegård en kilometer syd for Rubjerg Knude med det kendte flyttede fyr.
Naivt tilflytter-agtigt fordi jeg inde i Hjørring ikke tænkte videre over blæsevejret på en flot og solbeskinnet lørdag eftermiddag. Men, der var altså en grund til, at jeg havde p-pladsen og området for mig selv. Det blæste nemlig ganske kraftigt ud ved kysten, så jeg satte i march op mod vinden forbi kirkegården ud mod stranden. Det støvkornsfine flyvesand satte sig alle steder, så jeg turde ikke tage det gode spejlreflekskamera ud af sin taske, men mobilen kan i en snæver vending godt bruges.
En ting er, at sandkornene knaser mellem tænderne. Dem kan man jo normalvis spytte ud. Men så klistrede sandet sig i stedet fast på ens fugtige læber, så det pludselig blev en rigtig dårlig ide at slikke sig om munden. Tænkte at vindjakkens hætte kunne modstå det meste af flyvesandet, men nej. Der kom stadig kager af fint sand ind i ørernes folder. Efter at være gået ti minutter i modvind hen til klinten, hvor vegetation afløses af rent sand og iblandet lidt marehalm, vendte jeg om.
Tilbage i bilen kunne jeg se i bakspejlet, at jeg havde mere søvn i øjnene end en alderstegen golden retriever. Hvis man skulle leve i den vildfarelse, at ens ansigt stadig er ungdommeligt glat, fortalte det indtrængende sand en anden historie. I de små folder og sprækker omkring øjenlågene var der også fint støv, og de tørre læber var påklistret brune flager af støvkorn. Godt man kan køre tilbage til købstaden og undslippe sandet.
Så kunne jeg sidde i ly i bilen og endnu en gang blive bekræftet i, at det er godt, man ikke lever i ”de gode gamle dage”. Tænk at skulle leve hele sit liv i et utæt lerklinet bindingsværkshus, hvor både støv, og små og store sandkorn krøb ind over alt. For ikke at tale om hvordan flyvesandet uimodståeligt har dækket de forarmede agre på frygtsomt tilsåede marker.
I det hele taget er der jo megen visdom i scenen fra Monty Python og De Skøre Riddere, hvor et par fine riddere til hest passerer de to vejarbejdere, og den ene siger til den anden: ”Oij, det må være kongen ham der, han er den eneste, der ikke har lort på sig.”
Nå, men jeg nåede da at tage et par billeder af den vilde natur derude blot 15 kilometer fra den civiliserede købstad. Den forladte kirkegård med sine få og spredte gravsten gjorde indtryk. Kirkegårde generelt er vel det konkrete fysiske sted i landskabet, der i særlig grad indrammer livets forgængelighed. Ved den erosionsramte jyske vestkyst er indramningen ekstra markant, når selve kirkegården skrider i havet ved Mårup, eller når den omsluttes af flyvesand som her på Rubjerg Gl. Kirkegård mellem Løkken og Lønstrup. Så bliver kirkegården et billede også på selve naturens foranderlighed.
Det er dog sjældent, at en enkelt konkret grav ved sin fremtoning nærmest understreger de konkrete dødsfald, der mindes på gravstenen. Men sådan ligger altså gravstenen for tre tyske søfolk, der druknede i havet ud for Rubjerg, efter deres skib Anton strandede i snevejr på en blæsende aften i januar 1895.
Det finkornede flyvesand, der glimter langs kanten af stenen, er hvirvlet op fra de særlige lag af fint flyvesand fra stranden og blæst næsten 400 meter ind over den sløjfede kirkegård. Samme kraftige blæst der sendte dampskibet ind mod forstranden for næsten 130 år siden. Nu dækkes mindet om pludselig og voldsom død af den langsomme geologiske tids bittesmå sandkorn.
Gad vide om der er andre gravsten, der ligger skjult under sandet på den gamle kirkegård? Jeg vil ud at kigge igen en dag, hvor der er vindstille.