Af Niels Skipper
Indehaver og redaktør
NordsøPosten
Denne klumme burde ideelt set være overflødig, idet overskriftens konklusion for mange af os forekommer selvindlysende.
Ikke desto mindre er klummens nødvendighed blevet aktualiseret af en opfordring, vi for nylig har modtaget i forbindelse med kommunens lukning af tilskud til Naturbørnehaven Krabbely i Hirtshals.
En borger havde således anmodet os om at slette debattråden og lukke ned for muligheden for at kommentere på Facebook allerede efter det første læserbrev, da hun paradoksalt nok anså den for at skade forsøget på at redde den private børnehave, men det kom og kommer ikke til at ske. Ytringsfrihed og åben debat spiller en helt grundlæggende rolle i et velfungerende demokrati. Det er gennem friheden til at udtrykke vores meninger og deltage i åben debat, at vi kan sikre en mangfoldighed af synspunkter og fremme en bred politisk dialog.
Efterfølgende har en af netavisens skribenter stået for skud, fordi han i en kommentar på Facebook havde omtalt Rasmus Prehn med mellemnavnet Verdensmål, hvilket givetvis var en hentydning til, at det socialdemokratiske medlem af Folketinget har haft rigtig meget fokus på disse visioner hos FN. Det kan man mene mangt og meget om, men der er intet odiøst i journalisters lyst til og mulighed for at have holdninger og til at blande sig i debatten.
Vi har i forbindelse med tidligere kritik gjort rigtig meget ud af at tydeliggøre, hvornår der er tale om debatindlæg på netavisen. Den strategi fastholdes, men vi tillader naturligvis os selv og hinanden at debattere frit på de sociale medier, men forsøger som nævnt at holde snot og skæg for sig på selve netavisen.
Endelig kan det også påpeges, at en journalistisk vinkling altid allerede indebærer prioriteringer af stoffet, som nok uagtet en nok så tilstræbt objektiv tilgang uomtvisteligt i et eller andet omfang bærer præg af et etisk og menneskeligt kompas. Klarest og mest beundringsværdigt praktiseres den holdningsbårne journalistik under Martin Krasniks ledelse på Weekendavisen.
Desuden skal det nok en gang understreges, at den lokale netavis redigeres ud fra det, der i angloamerikansk publicisme kaldes public og civic journalism. Det indebærer kort fortalt et forsøg på at integrere journalistik i den demokratiske proces. Medierne informerer dermed ikke kun offentligheden, men arbejder også i et eller andet omfang på at engagere borgerne og skabe offentlig debat. Dermed er der også tale om et forsøg på at komme udenom den idealistiske idé om, at journalister og borgere blot er tilskuere til politiske og sociale processer.
Nødvendigheden af ytringsfrihed kan i den sammenhæng ikke undervurderes. Uden den ville vores demokratiske system være svækket. Ytringsfrihed giver os mulighed for at kritisere både regeringen og politikere på alle niveauer samt udtrykke vores utilfredshed og udfordre magthavere uden frygt for repressalier.
Det er en grundlæggende rettighed, der beskytter vores individuelle frihed og sikrer, at vores stemmer bliver hørt. Åben debat er kort fortalt helt afgørende for demokratiet, staten og et velfungerende civilsamfund. Det er gennem debat, at vi kan udfordre vores egne holdninger, blive udsat for nye ideer og udvide vores horisont.
Debatten giver os mulighed for at lære af hinanden og ideelt set skabe en bedre forståelse for komplekse problemstillinger. Det er kun gennem en åben og respektfuld debat, at vi kan nå frem til fælles løsninger og træffe informerede og belyste beslutninger.
Desuden er ytringsfrihed og åben debat afgørende for at bekæmpe korruption og magtmisbrug. Når borgere har mulighed for at tale frit og kritisere regeringen og magthavere på alle niveauer, bliver det sværere for de korrupte at operere i det skjulte. Åbenhed og gennemsigtighed er afgørende for at opretholde et retfærdigt og ansvarligt demokrati.
Det er vigtigt at huske, at ytringsfrihed og fri debat ikke betyder, at man kan sige hvad som helst uden konsekvenser. Der skal være grænser for at undgå opfordringer til vold eller krænkelse af andres rettigheder. Men det er netop i forbindelse med kontroversielle emner og uenighed, at vi skal være ekstra opmærksomme på at beskytte ytringsfriheden og sikre en åben debat.
Allerede jævnfør grundlovens § 77 er det bestemt, at alle borgere i Danmark har ytringsfrihed. Bestemmelsen gælder naturligvis også for offentligt ansatte. I grundlovens § 77 står der: “Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene.”
I sidste ende er ytringsfrihed og åben debat hjørnestenene i et demokratisk samfund. Uden dem vil vores demokrati lide og vores rettigheder blive truet. Vi skal fortsætte med at værdsætte og forsvare disse rettigheder for at sikre et frit og retfærdigt samfund.
Ikke mindst også lokalt!