Personalet på Nordsøen Oceanarium er onsdag knap så optimistisk i forhold til, om den lille nye klumpfisk vil overleve, som meldingen ellers lød bare 24 timer tidligere, skriver TV2 Nord.
– Den er i live, og vi håber selvfølgelig på, at den klarer sig. Men den er meget påvirket af at have været i det kolde vand, så vi er knap så optimistiske lige nu, siger marketingschef Sylvia Berglund fra Nordsøen Oceanarium.
Hun tilføjer, at det er temmelig usædvanligt, at den overhovedet er kommet levende til Ocenariet, da vandet i de danske farvande lige nu er alt for koldt til, at de kan overleve.
Tilvænnes til 17 grader
– Vi har tilvænnet den til højere temperatur, og den har det absolut bedre ved de 17 grader, vi har i det store bassin, end de fem grader, der er i havet, så vi håber, at temperaturen gør den godt, siger Sylvia Berglund, som tilføjer, at dykkerne hver dag er i akvariet for at fodre fiskene.
– Det kan gå begge veje med den, og lige nu er det kritisk. Jeg tænker, at hvis den klarer de næste par dage, er der gode chancer for, at den overlever, tilføjer hun.
Det var fisker Mikael Borup, der tirsdag fangede klumpfisken i nettet tæt på kysten i Tannisbugt. Han skar den hurtigt fri og lempede den i en balje, hvorefter han ringede til Nordsøen Ocenarium.
Her fik personalet den sikkert ind og i en større balje, og siden er så fulgt en temperering af fisken.
Ikoniske Klumpe døde i brand
Den særlige fiskeart, klumpfisken, der er kendt for sit særprægede udseende blandt andet på grund af, at den svømmer oprejst såvel som liggende på siden, har igennem mange år været et trækplaster for netop Nordsøen Ocenarium.
Tilbage i december 2003 blev stedet, der med sit 4,5 millioner liter store oceanarium er Nordeuropas største akvarium for kolde saltvandsfisk, kendt i hele verden, da museet pludselig brændte.
Branden ødelagde store dele af museet – deriblandt det kæmpe akvarium – da vandet fossede ud gennem en flænge i akvariets 42 centimeter tykke ruder.
Det lykkedes at redde nogle af de mere end 1000 fiskearter fra akvariet, men stedets kendte og nærmest ikoniske 200 kilo store klumpfisk, Klumpe, stod ikke til at redde.
Siden har museet med skiftende succes været heldige at få flere klumpfisk til akvariet, og lige nu er der to – eller tre med den lille nye – klumpfisk i akvariet.
Dårlige odds
Spørgsmålet er nu, om den nye klumpfisk kan klare sig, eller om det kolde vand har forvoldt så stor skade på fisken, at den trods de nuværende temperaturforhold ikke kan overleve.
– Lige nu har den desværre dårlige odds, men vi håber, siger marketingschef Sylvia Berglund fra Nordsøen Ocenarium.
Foto: NordsøPosten.
Kilde: TV2 Nord.