Kilder i det lokalpolitiske miljø bekræfter overfor NordsøPosten, at en bemærkelsesværdig alliance kan være undervejs på Hjørring Rådhus.
Socialistisk Folkeparti har ifølge flere kilder torsdag siddet i møde med Det Konservative Folkeparti. Tildigt onsdag morgen konstituerede Venstre, Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti sig ellers i en 17-mandsgruppe efter en lang natlig armlægning om magten på Vendelbohus.
Om folkesocialisterne så rent faktisk er på vej ind i en politisk konstituering, som Jørgen Bing fra SF i onsdags kaldte for en “kulsort koalition”, er endnu ikke bekræftet af partierne selv.
I så fald vil det rødgrønne parti med Ellen Raunsmed i spidsen muligvis indgå i politisk koalition med Støjbergs Danmarksdemokrater og Messerschmidts Dansk Folkeparti.
En konstitueringsaftale er da heller ikke juridisk bindende og kan for så vidt ikke håndhæves, men den kan i sagens natur være mere eller mindre politisk konsistent og holdbar.
Konstitueringen i kommunen skal under alle omstændigheder være på plads ved udgangen af 15. december i valgåret. Det konstituerende møde skal finde sted i perioden den 1. til 15. december, hvor borgmester, næstformænd og udvalg vælges.
Selve mødet kan dog suspenderes og fordeles over flere delmøder, men den endelige afslutning skal ske senest den 15. december
Link til relateret indlæg


