Trods en stærk og koncentreret indsats måtte bordtennisspillerne fra B75 sande, at de ikke havde marginalerne på deres side, og de måtte tirsdag aften indkassere et nederlag på 5-3 til det stærke mandskab fra Næstved.
Duften af guldmedaljer blev måske en anelse svagere, men B75 har før vist, at de kan vinde på udebane, så muligheden for et dansk mesterskab består fortsat.
I aftenens ottende og sidste kamp havde B75’s svenske spiller Johan Barius en sætbold i fjerde sæt og kunne bringe kampen ud i et femte og afgørende sæt. Desværre missede han sætbolden og tabte senere sættet og dermed kampen mod den rumænske landsholdsspiller Christian Chirita. Dermed løb Næstved med den samlede sejr i denne første finalekamp om det danske bordtennismesterskab.
For B75 vandt Mahmoud Helmy begge sine kampe, mens Stamatouros Giorgios besejrede den stærke tjekkiske Champions League-spiller Michael Obeslo.
På hjemmebanen i Hirtshals Idrætscenter havde spillerne fra B75 stor opbakning af ca. 300 entusiastiske tilskuere, hvis høje tilråb til de lokale spillere tydeligvis frustrerede udeholdet.
Den anden mesterskabskamp spilles allerede i morgen aften kl. 19.00 i Mærk Næstved-hallen. En evt. tredje og afgørende kamp spilles torsdag aften samme sted.