Af fhv. borgmester Knud Størup, Hirtshals og
Karl H. Bornhøft, byrådskandidat i Hjørring Kommune
Tidligere Byråds og amtsrådsmedlem, samt folketingsmedlem
Demografien i Hjørring – peger på store udfordringer i de kommende år. Vi bliver flere ældre, færre børn og færre i den arbejdsdygtige alder. Samtidig falder befolkningstallet, hvilket betyder, at kommunen får en mindre del af udligningsmidlerne fra staten. Det er en farlig cocktail, som kan ramme især de ældre hårdt, hvis vi ikke handler i tide.
SF ønsker at tage ansvar og sikre et værdigt ældreliv i Hjørring. Vi foreslår derfor, at alle de midler der afsættets centralt i kommuneaftaler og finanslovsaftaler øremærket ældreområdet – også bliver til konkrete tiltag, der kan styrke ældreområdet. For også ældre i Hjørring skal være trygge ved, at der er ressourcer til ordentlig pleje og værdig behandling.
Vi vil desuden forbedre adgangen til transport for demente, gangbesværede og andre med særlige behov. Lokale flextrafikordninger skal styrkes, så ældre kan bevare et aktivt socialt liv så længe som muligt.
Tandplejen på plejehjem og i plejeboliger trænger også til et løft – ingen ældre skal leve med dårlige tænder, bare fordi de ikke kan komme til tandlægen selv.
Og så skal vi endelig gøre op med problemet med de ”mange ansigter” i hjemmeplejen. Ældre har brug for tryghed og genkendelighed. Derfor vil SF arbejde for, at hjælpen organiseres i små teams, så det oftest er den samme medarbejder, der kommer i hjemmet. Det skaber tillid, bedre omsorg – og en mere effektiv brug af medarbejdernes tid.
I Hjørring vil SF gøre ældreområdet til et centralt tema i de kommende budgetforhandlinger. For os handler det om respekt og ligeværd. Vores indsats vil tage udgangspunkt i i grundsynspunktet ”I stedet for at spekulere på skattelettelser til de rigeste, foretrækker SF at sikre et værdigt ældreliv for de mange – ikke for de få.”
Det er den kamp, vi vil tage i Hjørring Byråd i 2026. For vi ved der kommer flere ældre, færre midler – vi må handle nu.



Hørt 🙂
Spot on – fra to erfarne (og kloge) politikere
Kære Karl. Tak for dit gode indslag. Håber der er mange stemmer til din holdning.
SF peger på en reel udfordring: Vi bliver flere ældre, færre børn og færre i den arbejdsdygtige alder. Det er en demografisk virkelighed, som Dansk Folkeparti har advaret om i årevis – og som kræver handling, ikke bare hensigtserklæringer.
Vi er enige i, at ældreområdet skal styrkes. Men det kræver, at vi tør prioritere ældreplejen først – ikke som en restpost i budgettet, men som en kernevelfærdsopgave. Dansk Folkeparti ønsker en ældrepleje med nærvær, værdighed og faste ansigter. Derfor støtter vi små, stabile teams i hjemmeplejen og friplejehjem med høj omsorg og lokal forankring.
Vi vil sikre, at ældre har adgang til tandpleje, transport og forebyggende hjemmebesøg – men vi vil også sikre, at der er personale nok til at løfte opgaven. Det kræver, at vi investerer i faglighed og arbejdsmiljø, ikke bare i systemer og struktur.
Vi taler om respekt for dem, der har bygget samfundet op. Dansk Folkeparti vil kæmpe for, at ældre i Hjørring Kommune får den pleje og omsorg, de fortjener. Ikke som en kamp mellem rig og fattig, men som en fælles forpligtelse.
Vi står vagt om velfærden – og vi står vagt om de ældre
.
Med venlig hilsen Ib Østenkær
Kandidat for Dansk Folkeparti