Lørdag den 3. juni fra klokken 10 til 13 byder Jan Hansen hos Kødboxen velkommen til det første uofficielle grillmesterskab i Hirtshals.
For at deltage skal du selv medbringe grill og værktøj, men arrangøren sørger for resten. Som deltager skal du grille tre forskellige slags kød, som skal serveres for konkurrencens dommere, der bandt andre tæller Mikkel og Rasmus fra Badboy Butchers BBQ. De er tidligere Danske Mestre i Beef Briske og har vundet præmier på grillscenen i Europa.
Ud over at dømme konkurrencen vil der være en kort masterclass, hvor BadBoy Butchers BBQ deler ud af deres grillviden. Der vil blandt andet være info omkring forskellige grillmetoder og teknikker, samt hvordan man griller den perfekte bøf.
Hvordan du deltager:
Du tilmelder dig i kommentarsporet hos Kødboxen på Facebook.
Tilmelding er først til mølle.
Der kan maksimalt deltage 10 personer
Det er altså en konkurrence, som henvender sig til alle, der elsker at grille, og der er ingen krav om kvalifikationer eller andet.
– Vi glæder os til at se mange tilmeldinger. Er det ikke noget for dig så håber vi, du vil prikke til en, der kunne være interesseret. Det hele kommer til at foregå foran vores butik ved Runddelen i Hirtshals, lyder det fra Jan Hansen.
Der er flotte præmier på højkant, og alt kødet med mere bliver udleveret ved starten af konkurrencen, hvor der vil være en kort fælles introduktion.
I løbet af ovenstående periode disker arrangøren op med lækre smagsprøver til tilskuere og kunder.