Denne sommer skal flere tusinde danske elbilejere for første gang teste tilværelsen som feriebilist i udlandet. Og planlægger man turen godt, er der grund til optimisme. Bilisterne kommer nemlig til at nyde godt af massive investeringer i ladenetværk langs motorvejene i lande som Tyskland, Frankrig, Østrig og Italien.
Derfor bliver der overordnet set ikke problemer med at oplade elbilen på vej sydpå. I løbet af det seneste år er der opstillet flere hundrede opladere ved de største tyske motorveje som A1 i vest, A9 i øst, A7 i midten, A8 i syd og A5 i sydvest. Derfor vil danske feriebilister i elbil opleve, at opladning undervejs ikke bliver en udfordring som tidligere.
“Ved brug af bilens navigationssystem og populære apps som ”A Better Routeplanner” vil elbilejerne opleve, at det europæiske motorvejsnet efterhånden er godt dækket ind af forskellige ladeoperatører. Med god planlægning kommer man ikke i problemer,” vurderer Rasmus Boserup, kommunikationschef hos energiselskabet OK.
Udfordringer på selve destinationen
De store udfordringer med opladning sker, når elbilen skal lades op på feriedestinationen. For mens antallet af ladestationer har rykket sig i positiv retning langs hovedfærdselsårerne, så mangler der generelt ladere i de små og mellemstore byer i især Frankrig og Italien.
“Det er en god idé at undersøge ladeforholdene, inden du kommer frem til fx hotellet eller campingpladsen. Ofte er det angivet på hjemmesiden, at det er muligt at lade, men der kan være tale om, at der simpelthen kun er et almindeligt stik til rådighed, og det anbefaler vi ikke, at man benytter til opladning,” siger Rasmus Boserup.
Han opfordrer til, at man undersøger muligheden for offentligt tilgængelige ladere i byer i nærheden, men elbilejerne skal være klar over, at det ofte vil være i de større byer, at der er gode offentlige lademuligheder. Derfor vil det være en god idé at lade bilen så meget så muligt ved den sidste lynlader inden feriedestinationen.
Store udsving i priserne
I de senere år har der været store udsving i prisen for lynladning blandt de europæiske ladeoperatører. Den gode nyhed er, at den øgede konkurrence har sænket priserne. Den dårlige nyhed er, at lynlader man uden abonnement eller tilknytning til ladeoperatøreren, så er det stadig væsentlig dyrere, end de ladepriser vi oplever herhjemme.
Derfor kan man downloade apps som Plugshare eller apps fra større ladeoperatører og derved sikre lavere priser ved lynladningen.
Gode råd til opladning af elbilen på kør selv ferien
– Planlæg ruten hjemmefra og hav en plan for, hvor bilen skal oplades ud og hjem
– Kør aldrig ned under 20 procent af batteriets kapacitet, når du kører på motorvejene
– Undersøg lademulighederne i lokalområdet, især hvis der er mulighed for offentlig ladning
– Spørg ind til lademuligheden på hotellet eller campingpladsen
– Download apps hos de største ladeoperatører for at få de laveste ladepriser