Af Dorte Lyager
Hjørring
Ej, nu troede jeg lige, jeg havde opnået SoMe´s Nirvana og den højeste anerkendelse…. Min helt egen hadkommentar
Men så bliver klaphatten åbenbart ædru (eller får bondeanger whatever) og fortryder sine udgydelser, mens jeg er igang med at skrive et svar. Heldigvis havde jeg forudset begivenhedernes komme og screenshottet – så velkommen tilbage på Facebook, narrøv
Kommentar jeg lige har forsøgt at poste til en kommentar på TV2Nords Facebookside med indslaget fra i går:
“Nå, Jørn….
Det var lige det, du fik brug for at sige til det indslag
Tillykke – du er indehaver af den første had-kommentar, jeg nogensinde har fået, siden jeg for 6 år siden begyndte at figurere i diverse medier med min sport og dermed i badedragt. Heldigvis så preller sådan en kommentar fuldstændig af på mig, men jeg vil alligevel lige bruge lidt tid på den – og dig.
For jeg er virkelig oprigtig undrende over, hvorfor du har skrevet den? Hvad tænkte du, den ville bidrage til?
Mon du tror, den vil få mig til at tabe mig?
Mon du tror, den får dig selv til at fremstå i et godt lys? Som en fandens karl, når du fortæller hende den der tilfældige kvinde på nettet, at hun ikke er andet end en kost – fordi hun er fed.
Eller er du bare sådan et sørgeligt, sjælsløst menneske, der får det bedre selv af at forsøge at nedgøre andre. For ok… så har den sin berettigelse og jeg håber, du fik det lidt bedre.
Du skal bare lige overveje en anden gang, at hvis du rammer den forkerte modtager, så kan du virkelig smadre et andet menneske. Det er helt vildt, at du tænker, det er en pissegod idé at skrive sådan, om/til en med bipolar lidelse. Og endnu vildere, at du åbenbart sætter en slank krop over psykisk sundhed.
Jeg kan fortælle dig – eller… nok mere til alle andre, du er sgu nok et håbløst tilfælde – at min overvægt i første omgang blev kickstartet af den massive medicinering, jeg var udsat for, da jeg blev diagnosticeret for 15 år siden. På ca 11 måneder tog jeg 30 kg på. Jeg lå ellers inden da på et BMI på en 19-20 stykker. Og ja, den overvægt har fulgt mig siden.
Ville jeg gerne tabe mig, nu jeg er medicinfri? Ja, jeg har i hvert fald forsøgt mange gange. Men min biokemi er så smadret af al den medicin, jeg har fået, at så snart jeg er i et større kalorieunderskud, så løber den løbsk, og jeg er i risiko for at blive manisk. Så det er i mikrosmå steps med pauser imellem.
Hvis tynd var et mål for mig, så var det bare den vej, jeg skulle gå. Ingen problem. Det ville være supernemt. Som manisk kører alle processer så stærkt, at man snilt kan tabe 10 kg på en uge. Men så er man også livstruende dehydreret og det, synes jeg sgu ikke er superattraktivt.
Hvis du er bekymret for min fysiske sundhed – det kunne jo også være derfor, du lige har behovet for ensidigt at fokusere på min størrelse – så kan jeg fortælle dig, at jeg hvert år i oktober får et (selvbetalt) fuldt helbredstjek incl. ekg.
Det er et krav fra det internationale issvømmerforbund for at få lov til at stille op i konkurrencer og for at få lov til at svømme de lange distancer. Jeg kan ikke være sundere indeni end jeg er!
Min læges ord var noget ala: ”Jeg har aldrig set en, der er så stor være så sund indeni”. Sagt med et meget lunt glimt i øjet. For sådan kan en bemærkning godt afleveres, hvis ellers afsenderen er ægte empatisk.
Så bekymring for mit fysiske helbred, behøver du ikke have. Men jeg takker for omsorgen, hvis det var din tanke – om end den kom lidt underligt til udtryk.
Hvis nu du skulle komme til at føle dig bare en lille smule bette og flov over din kommentar og derfor føler for at slette den. Så bare lad være med at gøre dig den ulejlighed. Jeg har screenshottet den og indsætter den herunder, for jeg føler faktisk, at det her respons er for vigtigt til bare at forsvinde med dine udgydelser. Så derfor må du stå på mål for dem, selv hvis du skulle tage den feje løsning og slette…
Tilslut vil jeg anbefale dig en tur i bølgen blå – der er også vinterbadere i din hjemby Løgstør. Jeg tror du trænger.